Sopranos møder Proust

Jennifer Egan har skrevet et mageløst skarpt og muntert epos om vores kamp mod det uundgåelige: Vi bliver ældre og ældre!

Jennifer Egan Fold sammen
Læs mere
Foto: © Pieter M. van Hattem / Vistal
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Tiden er et tæskehold, ikke? Skal du lade et tæskehold skubbe rundt med dig?« spørger Bennie den nedslidte steelguitarist Scotty i Jennifer Egans roman »Tæskeholdet banker på«.

Bennie og Scotty kender hinanden fra deres tidlige ungdom, hvor de spillede sammen i et punkband. Senere gled de fra hinanden. Bennie er endt som en kendt (men desillusioneret) producer, og Scotty blev en af de usynlige, helt ude af det digitale og sociale kredsløb. For Bennie står han derfor som et levn af den autenticitet, der kendetegnede musikken i deres ungdom. »Tæskeholdet vandt«, lyder Scottys svar, og selv om det måske nok lykkes Bennie at vinde en runde mod tidens tæskehold sammen med Scotty, ja, så er det generelle budskab i Egans roman, at tiden nok skal få dig, på den ene eller den anden måde.

Jennifer Egan har høstet en helt stribe priser for denne roman i hjemlandet, USA. Hun har selv udtalt, at hun hentede inspiration i tv-serien »The Sopranos« og Marcel Prousts mammutroman »På sporet af den tabte tid«, og selv om det måske nok kan lyde som et umage par at skulle forene, ja, så lykkes det forbavsende godt. Prousts interesse for tidens gang, de spor den sætter og de tilfældigheder, den fører med sig sættes sammen med »The Sopranos«-seriens sans for at skildre de foranderlige relationer mellem menneskene.

Egans roman er derfor også lidt atypisk komponeret som en samling noveller, der via episodiske nedslag forløber over de seneste 40-50 år og et lille stykke ud i fremtiden. I centrum står førnævnte Bennie og hans assistent, kleptomanen Sasha, men der er kun meget lidt af selve relationen mellem de to i centrum. I stedet hører vi om de mennesker, der omgiver dem: venner, partnere og familie. Hér ligner bogen klassiske realistiske roman: Vi møder de samme personer forskellige steder i livet og ser dem fra forskellige perspektiver - den person, der er en bifigur i et kapitel, kan være i fokus i et andet.

Den virkelighed, Egan skildrer, er kendetegnet ved en en intens dyrkelse af ungdommen og en evig flugt fra alderdommen.

Vi møder den midaldrende producer Lou, der har et forhold til en pige på sin søns alder. Bennie indtager guldflager for at holde liv i potensen. Og den afdankede rockguitarist Bosco, planlægger et comeback, der skal være rammen om hans død - legendestatus kan sikres på utallige måder! Men tingene går ikke altid, som man ønsker dem. Tiden fører os andre steder hen.

Det er mageløst godt gjort, for Egan mestrer at opretholde en på én gang munter og sørgmodig tone. Kapitlerne om de unge, sårbare og forrevne sjæle, der jager rus og identitet, mens de væmmes ved den verden, de er sat til at overtage, vækker mindelser Bret Easton Ellis’ romaner om nihilistisk amerikansk ungdom, men der er noget mere forsonligt over Egans udgave. Hun er samtidig en stor og sikker stilist, der veksler mellem første, anden og tredje-personfremstillinger og som indenfor ganske få linjer formår at ændre tonen fra det humoristiske til det hjerteskærende.

Et enkelt kapitel er skrevet som Sashas datters powerpointpræsentation af sit familieliv, hvor den autistiske brors maniske interesse for pauser i popmusik fylder en del. Det kapitel i sig selv fortjener alle de priser, der kan drives frem. »Tæskeholdet banker på« er stor litteratur om svære spørgsmål formidlet på en måde, der hverken gør dem kedelige eller flade.