Som vinden blæser

Den politisk højt begavede konge og kvindebedårer bliver imidlertid i romanen holdt i ave af gejstlige taskenspillere, forræderiske lensmænd og simple bøller, der idelig overfalder ham og den håndfuld hirdmænd, han nødtørftigt omgiver sig med på sin noget beskedne, husmandsagtige færden i det træske danske landskab. Hovedhandlingen skruer vildt op for parodien, da danerkongen sætter sig for at bringe et dødt spædbarn til en nyindviet kirke bygget på et nedbrændt gudehov, hvor vinden suser vildt om det gamle alter og gør hedenskab og kristendom til ét fedt. Om forfatterens talent som fabulerende fortæller kan der ikke herske tvivl. Blot synd, at danmarkshistorien, der heldigvis er langt rigere, mere nuanceret og langt væsentligere for eftertiden, skal udsættes for dette udtrådte talent.