»Min venstre hånd holdt af medlidenhed om fingrene på min højre hånd. Jeg var på dårlig fod med mig selv, fordi jeg længe ikke havde skrevet«.
Ordene er Franz Kafkas og stammer fra den dagbog, han skrev parallelt med sine skønlitterære tekster og det verdslige liv, han ofte følte sig fraværende i. »Det er«, som han skriver i et notat, »som om jeg ikke er endelig født.«
Ja, der er en særlig fascinationskraft ved Kafka dagbøger, og den er franske Jacqueline Raoul-Duval også inde på i efterskriftet til sin roman »Skrevne kys når aldrig frem ...«, hvor der står: »Mærkværdigvis sluger læserne alt, der udgives om forfatteren, men man læser ikke, eller kun lidt, hans egne værker.«
Måske en overdrivelse, og måske taler Raoul-Duval mest om sig selv. Det er i hvert fald mennesket Kafka, og specielt hans kærlighedsliv, der interesserer hende i romanen, hvor hun på basis af Kafkas dagbøger og breve har skrevet en skrumplet fortælling om forelskelse, besættelse og frygt i det Prag, Kafka levede og led i det meste af sit liv.
Langt var det ikke, hans liv. Bare 40 år, fra 1883 til tuberkulosedøden i 1924. Men altså rigeligt til en plads i litteraturhistorien i kraft af fantastiske, uhyggelige, absurde fortællinger som »Forvandlingen«, »Processen« og »Slottet«.
Det er som sagt ikke dér, på skønlitteraturen, Raoul-Duval har sit blik, men på Kafkas liv og særligt måden, hvorpå han blev opslugt af kvinder. Tag bare hans besættelse af den unge berliner Felice, som han beskriver sådan: »Et benet og tomt ansigt, en næsten brækket næse, lyst, lidt stift glansløst hår.«
Ikke ligefrem en forudsigelig optakt til den forelskelse, der kommer og fører til en korrespondance, hvor tre breve om dagen er sædvane, og hvor Kafka, som også i de senere tilfælde, indledningsvis er overstrømmende. Som om han lader sig rive med af sine egne ord, der gradvist også får forelskelsen til at blusse i Felice.
Burde have været en biografi
Deres få møder er ikke succeser, men kejtede og platoniske. Og både i tilfældene Felice, Julie, Milena og Dora er der noget i Kafka, der - når kvindens gunst er vundet - får ham til at trække sig baglæns ud, ofte helt fremme ved forlovelsen.
Som læser kan man ikke lade være med at foretage en egen motivanalyse, og i min ligner Kafkas adfærd en bevidst eller ubevidst undergravning af det, der kunne lede frem til tosomhed og et fast seksuelt forhold.
I den læsning giver det også mening, når Kafka til sin søster skriver »Jeg har det aldrig bedre, end når jeg er hos dig.« Søsteren, den afseksualiserede, fordringsløse kvinde, trives Kafka med, hvorimod kvinder, der både vil giftes og i seng med ham, bliver for krævende, for skræmmende, og vil lægge beslag på al den tid, hvor han ikke arbejder som jurist. Hans skrivetid. Dét, han lever for.
På den måde er »Skrevne kys når ikke frem...« en stimulerende roman. Men netop det, at der er tale om en roman, er problemet. For hvorfor egentlig ikke bare skrive en biografi med fokus på Kafkas kærlighedsforhold? Det havde uden tvivl fungeret bedre, end det gør her, hvor de fiktive greb skurrer mod hinanden og mod rester af fagbogsprog og fagbogsgreb.
Som når det står »den smule, man ved om det korte møde, stammer fra hans dagbog«, og der benyttes efterskrift, fodnoter og litteraturliste. Det er noget rod. Men Raoul-Duval har været heldig i den forstand, at materialet er så stærkt, at selv ikke så fejlslagne formgreb har kunne opløse fascinationen af Kafka. Dette forkvaklede, helt vidunderlige geni.
Titel: Skrevne kys når ikke frem ... Forfatter: Jacqueline Raoul-Duval. Oversat af Ann-Jette Caron. Sider: 216. Pris: 248 kr. Forlag: Arvids.
