Sol, gru og sårbarhed præger lovende romandebut

Romandebut om venskab og psykisk sårbarhed i krigens skygge er barsk og gribende læsning, der fortjener mange læsere.

Billedtekst Fold sammen
Læs mere

Lyden af faldende mortergranater og synet af de desorienterede soldaters ansigter i den irakiske by Al Tafar dukker smertefuldt op i soldaten Barttles erindring og får ham til at indse, at den største fejl, de udsendte soldater begik, var at tro, at det betød noget, hvad de tænkte.

Afmagten, venskaberne og den psykiske sårbarhed i krigens skygge er nuanceret beskrevet i Kewin Powers’ barske og gribende romandebut, »De gule fugle«, der er delvist selvbiografisk.

Forfatteren, der gik ind i hæren som 17-årig, var selv udstationeret i Irak i 2004, hvor han var maskingeværskytte et år, og »De gule fugle« er en psykologisk indsigtsfuld beretning. Den går tæt på de smertefulde og indvaliderende følelsesmæssige reaktioner i krigens skygge og formidler erfaringerne i et reflekteret og flere steder poetisk sprog.

Før afrejsen har Barttle i et overmodigt øjeblik lovet den 18-årige Murphys mor, at han vil passe på hendes søn, men læseren ved fra starten, at Murphy ikke klarer den.

Barttle ser tilbage på venskabet og deres manglende indsigt i omfanget af den kamp, de stod midt i under den brændende sol:

»Det virker absurd nu, at vi opfattede hvert eneste dødsfald som en bekræftelse på vores liv. At alle de mange dødsfald hørte til en bestemt tid, og at den tid derfor ikke var vores. Vi vidste ikke, at listen var uendelig«.

Ramt af posttraumatisk stress og skyldfølelse forsøger Barttle at få de enkelte erindringsstumper til at danne en sammenhæng, da han er tilbage i USA.

Den indgående psykologiske beskrivelse er hård, men væsentlig læsning. Den unge mand Murphy er for sårbar over for al den smerte og menneskelige forråelse, der omgiver ham, men han har også noget opgivende i sin natur. Som Barttle beskriver vennens følsomhed:

»Jeg husker den side af ham med glæde, tiden, inden han blev fortabt, inden han helt overgav sig til krigen«.

Naturens skønhed og krigens voldsomhed

Savnet af vennen er beskrevet som en grav, der ikke kan fyldes op. Det er bogens store styrke, at Kewin Powers skriver med empati og fin iagttagelsesevne og med sans for de skarpe kontraster mellem naturens skønhed og de voldsomme krigshandlinger.

Han formidler overbevisende stemningen af nervøsitet, de anspændte muskler og de dirrende ben og har gennemgående blik for vekselvirkningen mellem de farefulde handlinger og det kontemplative.

»De gule fugle« griber læseren om hjertet med sin indlevelse og evne til at se begivenhederne udefra. De overordnede spørgsmål om krig, menneskelige tab, ansvar og psykiske reaktioner er stærkt og fint formidlet.

Det er en roman, der fortjener mange læsere, og Kevin Powers er en forfatter, man kun kan have de største forventninger til.

Som det hedder et sted i romanen: »Visse mennesker er usædvanlige«. Det gælder sandelig i tilfældet Kevin Powers. Han er en usædvanligt overbevisende forfatter med overordnet blik, empati og sans for detaljens sitrende styrke.

Forfatter: Kevin Powers.
Titel: »De gule fugle«.

Oversætter: Claus Bech.
Sider: 205. Pris: 250 kr.

Forlag: Rosinante.