Det er så lokkende let at undervurdere manden med de milde øjne, det krøllede hår og den uafladeligt talende mund.
Men Johannes Møllehave er så ufatteligt meget mere end den kærlige karikatur, han efterhånden er blevet i den danske fællesbevidsthed, hvor han er læsehesten i tweed, foredragsholderen med æselørerne, forfatteren med den brusende bogproduktion.
Den 73-årige pastor emeritus er nemlig intet mindre end et mirakel i dansk kulturliv og har været det i rigtig mange år. Ingen har jo som ham evnet at gøre litteraturen lyslevende for Gud og hvermand, og såvel hans ansigt som stemme vækker genkendelse i snart sagt alle danskere. Og hvor mange intellektuelle kan man i grunden sige det om?
Nuvel. Johannes Møllehave er nu klar med endnu et litterært formidlingsprojekt og endda om en genre, som giver mange danskere nervøse trækninger efter at være blevet halet igennem folkeskolens og gymnasiets dræbende lyrikundervisning, hvor det evigt tilbagevendende spørgsmål til et digt synes at være: »Hvad handler det egentlig om?« Som om digterne skriver i koder eller bevidst pakker deres pointer ind i tågesnak.
Og på albummet »Digte til livet« læser Johannes Møllehave en række favoritdigte samt et par sangtekster højt i arrangementer, som jazzmusikeren Maiken Ingvordsen har forestået. På den måde bliver lyrikkens opbrudte linjer pludselig til stemme, rytme, krop og klang, og ikke til et eller andet støvet og sløret signalsprog, som ikke kan stå uden en indholdsanalyse.
Purt poetisk
Det begynder helt forrygende med Klaus Rifbjergs vidunderlige »Foster«, som får nyt liv på Johannes Møllehaves stemmebånd, og den troskyldighed, som digteren fremskriver sin fortælling om et foster i morens mave med, er simpelthen ramt lige på kornet i oplæsningen, der sætter sig i øret via sætninger som:
»Som en natugle/sidder jeg med varme øjne i mørket. /Jeg fosterfisk/en lille gummimand/med gæller/under mors hjerte./ Vi er på vandretur i Jylland. /Åh, Horsens anet gennem en navle!«
Humoristisk og naivt tonet er også Benny Andersens »Det enlige ord«, der er udformet som en art kontaktannonce, hvor et verbum (!) søger et andet ord:
»Jeg er et ganske almindeligt stærkt verbum/selverhvervende/med egen bøjning/har ord for at være velsoigneret og stabil/Kun på grund af generthed og en skuffelse i førnutid/har jeg endnu ikke fundet det rette ord.«
Herligt! Og hvor Benny Andersen og Klaus Rifbjerg repræsenterer albummets smilende digte, så hører Harald Bergstedts dårende dejlige, men også lumsk depressive »Solen er så rød, mor«, Morten Nielsens purt poetiske »Ind i en stjerne« og stykket fra Inger Christensens svimlende smukt skrevne og suverænt tænkte »Sommerfugledalen« til i den mere alvorlige afdeling.
Med og mod
Ikke én fedtet finger kan sættes på Johannes Møllehaves måde at levere alle ordene på, og såvel stroferne som stemmen hænger ved længe efter, albummet er løbet ud.
Anderledes problematisk er imidlertid Maiken Ingvordsens let jazzede og sine steder lovlig muzakkede arrangementer, og på den medfølgende DVD fortæller hun om, hvordan hun har forsøgt at underbygge stemningerne i digtene.
Fint nok og så alligevel ikke. For ved konsekvent at spille med ordene bliver musikken lettere ligegyldig. Havde hun derimod valgt bare at spille en smule mod dem, kunne hun været blevet aktivt medskabende, medfortolkende, meddigtende.
Tag bare førnævnte »Solen er så rød, mor«, hvor det kræver sit øre overhovedet at kunne genkalde pianoakkompagnementet efter gennemlytningen, mens Lars HUGs fremragende fortolkning af samme fra 1989 stadig sidder i kroppen. Stemme og musik, vel at mærke.
Sådan en oplevelse får man intetsteds på »Digte til livet«, men Johannes Møllehave er dog så stærk i sin oplæsning, at albummet kommer vel i mål, og på DVDen er der desuden et kosteligt indslag, hvor han viser sin søvngængersikre evne til formidle hundesvært stof. Her bliver Inger Christensens digtcyklus »Sommerfugledalen« - der nok er mesterlig, men også meget kompleks - åbnet op, så dens skønhed er åbenbar for enhver.
Og på den måde bliver »Digte til livet« en fornem demonstration af Johannes Møllehaves to adelsmærker, nemlig recitationen af litteraturen og formidlingen af samme.
Begge dele bør vi være ham evigt taknemmelig - og ikke mindst de lærere der i al deres velmenenhed har ødelagt så mange danskeres lyst til lyrik.
