Han led, forstod man, af skizofreni, og bogen var udformet som en slags nedtælling til et selvmordsforsøg. Siden gik det galt, helt galt, og han døde for egen hånd og efterlod sin søster i en stormflod af smerte. De 22 digte i »det ligner en sorg« er skrevet midt den. Men hvor arbejdet med linjerne sikkert har været nødvendig terapi for Christel Wiinblad, så løfter de sig desværre ikke som poesi. Vel er der undtagelser, som »digter«, hvor hun skriver: »før var jeg/digter /nu er ensomheden/bare ensomhed/før var ensomheden/Ensomheden«. Ellers rammer de ordknappe, men alligevel sært overlæssede digte sjældent billeder, rytmer og klange, som gør sorgbearbejdningen til sprogmusik, til lyrik. Vel kan Wiinblad skrive, men savner denne gang noget. Måske bare en større distance til sorgen.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
