Søren Ulrik Thomsens: Rystet spejl

Søren Ulrik Thomsens første digtsamling i ni år er fuld af død og erindringer, men også af insisteren på livet lige nu.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Søren Ulrik Thomsen har i et essay skrevet om betydningen af et digts første slagkraftige linjer, og når et af hans nye digte begynder med ordene: »Æret være alt hvad der går langsomt« er der grund til at spidse ører.

En særlig vægt får udsagnet også, fordi det tager tråden op fra forfatterens allerførste ord i den allerførste digtsamling, »City slang«, der udkom for 30 år siden: »Langsomt skriver jeg ordene/ét for ét går de ud på papiret«.

Når enhver ny digtsamling af Søren Ulrik Thomsen er en litterær begivenhed, hænger det ikke mindst sammen med de kvaliteter, ordet »langsomt« signalerer i hans digtning. Selve den tålmodighed og omsorg, der ligger i at »afvente ord som åndedræt, rislen og rust/stille dem op på en række og så bytte rundt/til de ligner noget man ikke har set.«

Tiden går og tager de levende med sig

Der er på samme tid store skift og en meget klar linje i Søren Ulrik Thomsens lyriske forfatterskab, og både skiftene og linjen hænger helt fundamentalt sammen med livets gang. Søren Ulrik Thomsen er i sjælden grad til stede i sine digte, ikke som et påtrængende, selvoptaget og selvkredsende jeg, men som klangen af en stemme præget af alder, erfaringer, stemninger og tanker.

Forholdet mellem erindring og nutid er et af de dominerende temaer i »Rystet spejl« sammen med oplevelsen af tid, der går hurtigere og hurtigere, og det voksende antal af døde, familiemedlemmer og venner, der bliver en mere og mere nærværende del af livet.

Stemnings- og årstidsanslaget i bogens første digt er præcist:

»Vinter: Hastesagerne hober sig op./Folk er begyndt at dø/og her på kontoret/der lyser som et rumskib i skumringen/er ting der virker som om de lige er sket/pludselig lang tid siden …«

Omkring en fjerdedel af bogens 42 digte tiltaler direkte døden, og et af de digte, som i sin sproglige nøgternhed gør et stærkt indtryk, handler om at tage til Aarhus en gang om året for at besøge den grav, »som nu engang er det sted her i verden/hvor du ikke er«.

Stederne – restaurationen, gaden, lejligheden – hvor bestemte mennesker ikke længere er, får i digtene deres ganske særlige liv i dobbeltheden mellem fravær og nærvær.

Betoningen af netop et nærvær i fraværet er et markant træk i »Rystet spejl« og er med til at skrive døden ind i digtene som en del af livet. På samme måde som erindringerne skrives ind i digtene som en del af nutiden på strejfturene i byen, der blandt andet fører Søren Ulrik Thomsen igennem det Nørrebro, »hvor alle de kvinder jeg i mit liv har drømt om/står i portene og ryger King’s og hedder Kate«.

Nærværets fravær

Bevidstheden om tidens accelererende gang og alt det alt for store, der »må bo i digtenes små skæve skure«, får sit modspil i en insisteren på almindeligheden og livet lige nu. Søren Ulrik Thomsen har skrevet 42 fremragende digte fulde af fravær og smerte, men også af sanseligt nærvær, atmosfære, erkendelse af vilkår og accept.

Det er den slags digtsamlinger, det er værd at vente længe på.