Søren Kams erindringer: En nazists fortrængninger

Selvfølgelig er nazisten Søren Kams erindringer fulde af løgn og fortrængninger. Det afgørende er, om de to historikere, der står for udgivelsen, er grundige og kildekritiske. Det er de ikke i tilstrækkelig grad.

Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen: »Et liv uden fædreland« Søren Kams erindringer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da det rygtedes, at den danske nazist og højt dekorerede medlem af Waffen-SS Søren Kam (1921-2015) posthumt fik udsendt sine erindringer, vakte det skarpe reaktioner.

Forhenværende overrabbiner Bent Melchior sagde til Jyllands-Posten: »Kam har unddraget sig retfærdigheden ved at gemme sig i udlandet. Derfor mener jeg, at han har tabt retten til at blive hørt. Hvis han ville have sin historie fortalt, skulle han være kommet til de danske domstole, hvor kan kunne have fremført sin sag.«

Flere historikere var uenige og fremhævede, at Kams erindring var vigtig som et historisk dokument, fordi selvbiografien, uanset dens troværdighed eller mangel på det samme, kan bruges som kilde til, hvordan nazister fremstiller sig selv.

Det samme argument kan man genfinde i Mikkel Kirkebæks og John T. Lauridsens indledning til erindringen, der nu foreligger med titlen »Et liv uden fædreland«.

Mikkel Kirkebæk har tidligere udgivet en rost biografi om den danske nazist C.F. Schalburg, og John T. Lauridsen har blandt mange andre skriftlige arbejder udgivet en biografi om den danske nazileder Frits Clausen.

Desuden har Mikkel Kirkebæk mødt Søren Kam, og de to historikere traf en aftale med Søren Kam om udgivelse af erindringen efter hans død og om adgang til hans privatarkiv.

Selvfølgelig er der ikke meget i erindringen om betændte emner, som man kan stole på. Den er, som tilfældet er med næsten alle erindringer fra danske nazister, der har været med i SS-grupper, fuld af løgn og fortrængninger, og det kræver meget kildekritiske historikere, hvis et forlag skal udgive selvbiografier af den type.

Anklagemyndigheden opgav

De to kyndige historikere har da også været i arkiverne og litteraturen for at afprøve Søren Kams udsagn.

Deres indledning kredser om to sager fra Danmark, nemlig mordet på BTs redaktør Carl Henrik Clemmensen, som Søren Kam var med til, og tyveriet af den jødiske menigheds ministerialprotokoller. I protokollerne stod det jødiske trossamfunds medlemmer opført, og disse oplysninger var særdeles farlige, idet nazisterne kunne bruge dem til at finde jøder.

I sagen om Søren Kams medansvar for mordet på Clemmensen gennemgår historikerne den kendte litteratur og diverse retsakter og dokumenterer, at Søren Kam i flere omgange ændrede forklaring i sagen.

Clemmensen havde fornærmet en dansk nazist, og som hævn blev han skudt af tre danske nazister. Kam påstod, at det var imod hans vilje, og at han ikke havde skudt.

Men sagen var uklar og blev i efterkrigstiden flere gange undersøgt af anklagemyndigheden i Tyskland, hvor Søren Kam havde fået statsborgerskab.

Den konkluderede flere gange, at man ikke kom nærmere sagens opklaring, fordi Kam var det eneste levende vidne, og derfor undlod den at rejse en sag.

Også de danske myndigheder vurderede, at det var umuligt at rejse en sag, selv om der gentagne gange var krav om at gøre det og kræve Kam udleveret. Sidste gang, sagen var oppe i offentligheden, var, da de tyske myndigheder i 2006 kortvarigt fængslede Kam, men det danske krav om udlevering blev afvist i 2007.

 

Kams tyske statsborgerskab betød, at det var meget vanskeligt at rejse en sag i Danmark, fordi en udlevering var svær – ja, næsten umulig, fordi tyske myndigheder trak i bremsen og ikke blot i Kam-sagen.

Af diplomatiske årsager var Danmark ikke ivrig efter at være for krævende i de sager. I spørgsmålet om Kams andel i tyveriet af de jødiske ministerialprotokoller hvilede anklagen på den danske nazist Paul Hennigs udsagn fra 1945 om, at Søren Kam havde bedt ham om at fremskaffe disse protokoller, hvorpå han havde stjålet dem.

Paul Hennig ændrede imidlertid udsagn flere gange, og også denne sag synes, ifølge de to historikere, at være svær at føre bevis for, hvorfor de støtter de danske myndigheders beslutning om at lade sagen falde.

Sagen dukkede op igen i 2007 og nazijæger-organisationen Simon Wiesenthal-centret krævede, at der blev rejst en sag, men Kirkebæk og Lauridsen afviser, at der var substans i kravet: »At sagen pludselig mere end 60 år senere kunne blive rejst på så løst og af politiet allerede forkastet kildegrundlag, kan undre ...«

Det er muligt, at begge sager ville være vanskelige at føre til dom, men det er den slags sager jo, og i en række retssager mod tidligere nazister har selve retssagen været et historisk lærestykke, fordi man ved de lejligheder får vendt alle sagens aspekter, og nye oplysninger kan dukke frem.

Sagen mod nazi-vagten John Demjanjuk var en sådan sag, der fra begyndelsen så tynd ud, men hvor nye beviser dukkede op, og det endte med, at han blev dømt.

Tavshed om jødernes skæbne

Det interessante ved Søren Kams erindringer er ikke så meget, hvad han fortæller, men hvad han ikke fortæller. Fraværende fra Kams selvbiografi er jødernes skæbne. Ja, de optræder stort set ikke i bogen, og ifølge Kam behandlede SS i øvrigt civile og krigsfanger humant. Det, ved vi, er notorisk løgn, og det skriver Kirkebæk og Lauridsen da også.

Når det kommer til folkemordet på jøderne, så refererer de to historikere til litteratur, der viser, at de SS-grupper, som Søren Kam var medlem af, deltog, ligesom Waffen-SS generelt, i massakrer på jøder. Men her stopper Kirkebæks og Lauridsens afdækning, og de går ikke i detaljer med Søren Kams eller hans gruppes handlinger, selv om Kams tjeneste i SS hovedsageligt foregik på Østfronten, hvor massemord på jøder allerede fra 1941 var i fuld gang.

Søren Kams tavshed om jøderne burde have udfordret de to historikere til at gå i dybden med netop dette emne, hvad de ikke har gjort.

De har været i arkiverne vedrørende mordet på Clemmensen og tyveriet af ministerialprotokollerne, men ikke nærmere undersøgt, om der kan føres sandsynlighedsbevis for Kam og hans venners deltagelse i mord på jøder i de områder, hvor Kam var. Det er muligt, som de skriver, at det er vanskeligt at påvise, at Kam aktivt selv medvirkede, men forfatterne har tilsyneladende ikke gjort sig nogen anstrengelse for grundigt at undersøge det.

En kilde til nazisternes selvforståelse

Søren Kam var både under og efter krigen en person, der afstedkom voldsomme følelser. Han blev højt dekoreret og forgudet af sine krigskammerater både under og efter krigen.

Talrige gange i efterkrigstiden skrev medierne om Søren Kams forhold og gemmesteder. Han dukkede op til overfladen i 1976 og har altså nu efterladt sig sine erindringer.

Jeg er ikke enig med Bent Melchior i, at udgivelsen ikke er berettiget. Ganske vist skulle Kam selvfølgelig selv have meldt sig, være mødt op ved en dansk domstol og have forklaret sig. Hans stædige undvigelse af dette rimelige krav viser, at han ikke havde rent mel i posen.

Men selvbiografien er dog, som Kirkebæk og Lauridsen skriver, en kilde til nazisternes selvforståelse.

Men netop fordi Søren Kam var vigtig og var med i så mange handlinger på Østfronten, så er det ikke rimeligt, at disse forhold ikke nøjere er blevet gransket med arkivstudier og en bredere skildring end de kortfattede noter, som Kirkebæk og Lauridsen giver.

Forfattere: Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen.

Titel: »Et liv uden fædreland«. Søren Kams erindringer.

Sider: 512 Pris: 400 kr.

Forlag: Lindhardt og Ringhof.