Udgangspunktet er tydeligvis personligt.
Afsættet i Kristian Ditlev Jensens portræt af Sønderjylland er en erindring om den afdøde mors betagelse af det storslåede landskab ved Rudbøl. Her kunne man bo, mente moderen, da familien engang i forfatterens barndom nåede fra Korsør til Sønderjylland på den første biltur.
Her kunne man bo. Og det prøver Kristian Ditlev Jensen så selv mange år senere, efter karrieren overvejende har udfoldet sig i København med afstikkere til blandt andet London, hvor han bor og arbejder et år, indtil han så for en stund slår sig ned i et rækkehus i Højer.
Kosmopolitten flytter til det, der så elskværdigt kaldes Udkantsdanmark, og går på jagt efter landsdelens kvaliteter.
De er mange.De fleste skribenter må dele Kristian Ditlev Jensens erfaring: At befinde sig i eller besøge et sted så ofte, at man fascineres af det og hurtigt synes, at man må skrive om det. Om landskabet og dets bygninger, om menneskene, historierne, traditionerne, de charmerende træk (eller måske det modsatte). Hvad er det, der er så betagende ved Sønderjylland, og som – i Kristian Ditlev Jensens tilfælde – vennerne hjemme i København burde forstå og værdsætte? Ligesom han selv.
Kristian Ditlev Jensen demonstrerede allerede med sin første bog, »Det bliver sagt«, en evne til at indsuge landskabet og skrive om sin fascination.
Er vejret aldrig kedeligt?
I Sønderjylland er der nærmest tale om en slags forelskelse for forfatterens vedkommende. Det er vanskeligt at finde mørke sider af landsdelen – og dens lyse sind understreges af Lasse Hyldagers og Kristian Ditlevs egne fotografier af Sønderjylland i solskin.
Er vejret aldrig kedeligt på de kanter? Det forekommer ellers, at egnsdelens særlige sang er »Det haver så nyligen regnet«.
En anden indvending er, at kapitlerne er meget korte.
Det er, som om Kristian Ditlev Jensen skal have det hele med på den relativt korte plads, den storslåede billedside efterlader. Vi er på guided tour. Bedst, som forfatteren er kommet i gang, skal vi videre til den næste seværdighed. Det er til at blive stakåndet af.
For skulle det fantastiske landskab, de charmerende byer, de kristne og nationalhistoriske monumenter, dyrene på marken, den høje himmel og de stille nætter, kvalitetsprodukterne i forretningerne og den sønderjyske mentalitet ikke netop lægge op til ro?
Det er bogens koncept, der er noget galt med, for de stakåndede fortællinger opvejes af forfatterens åbne blik for det særlige og herunder den gode historie.
Ingen bog om Sønderjylland uden et par muntre bemærkninger om grænsehandlen, og i en af de mange småtekster, der fletter sig ind i forfatterens fremstilling som supplerende stemmer, berøres den danske nationalsport med en sjov historie. Eller tragikomisk, måske.
Det er fortællingen om bilisten, der bliver standset med ikke færre end 1.926 dåseøl i sin bil. Det er mange, synes tolderne. Men manden – og hans læge og den lokale skrothandler – kan faktisk dokumentere, at det ikke er for mange i forhold til personligt brug. Han er alkoholiker, og han afleverer skam dåserne økologisk korrekt på genbrugspladsen.
Bogen er også god, fordi Kristian Ditlev Jensen ikke blot skriver på baggrund af sin begejstring for det nye landskab, han oplever.
Han forstår også, at Sønderjylland er et sted, hvor værdier som sproget og nationen har betydning. Fædrelandskærlighed og nationalisme er ikke nødvendigvis synonyme begreber. Historien, monumenterne, Dannebrog, Dybbøl er vigtige identitetsmarkører.
Udkantsdanmark er undertiden mindre provinsielt end København. Så: Som de siger på de kanter: Mojn.
Titel: »Sønderjylland – steder og mennesker«. Forfatter: Kristian Ditlev Jensen. Sider: 290. Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal.
