Arthur Krasilnikoff blev 70 den 14. juni og udgav i den anledning et bind »fortællinger« hentet i nogle af forfatterskabets øvrige titler. Det drejer sig både om regelrette noveller og romanuddrag - og om tekster, der mere slægter myten og skrønen på.
Bindet indledes med åbningsnovellen »Skibet« fra debutsamlingen »Skyggehunde« (1966) - og bemærk lige denne entré i dansk litteratur: »Sorte skylaser hænger til tørre på himlen. Blæsten får dem til at blafre, mens dagen blir kastet op af havet.« Sådan! Billedsproget er på mange måder eksemplarisk for Krasilnikoffs skrift - poetisk, mættet, besjælet - og voldsomt. Blandt de genkommende temaer i udvalget er således også naturens (også den menneskeliges) destruktive kræfter - blandt sø- og naturfolk, kvinder og mænd, normale og åndssvage, børn og voksne.
Krasilnikoff har engang sagt om sin egen forfattervirksomhed, at han ikke betragter sig selv som »sprogdigter«, men at hans historier lige såvel kunne være omsat til film eller musik. Men som citatet viser, så har han et fantastisk sproggreb, og det er slående, hvor bredt hans register er: Sømandsskrøner, socialrealisme, magisk realisme, etc. Stærkt står en novelle som »Atlanterhavet« (1973) om sømænd på druk i stormvejr og uddragene fra hovedværket, dobbeltromanen »Som landet ligger« (1983) og »Lindas tid« (1985). Også buskmandhistorierne fra »Nattens rygrad« (1999) sætter sig dybt.
Mindre godt går det med de bidder, der er taget med fra romanen »Gruppen Mandril« (1975), og som kræver tålmodighed og orienteringssans af sin læser for at komme ordentligt i gang. Her savner man den større sammenhæng. Men i det store hele er det et glædeligt gen- og nysyn med forfatterskabet, som både er bredt og dybt, og som man får lyst til at dykke ned i igen.
Søren Vinterberg har skrevet et begejstret forord, som dog er mere medrivende end oplysende.
Hvem: Arthur Krasilnikoff.
Hvad: »Græssets tryghed«, 372 sider, 299 kr.
Hvor: Gyldendal.
