I en tid, hvor mange kæmper for at opbygge et præsentabelt CV, kan det være øjenåbnende og ligefrem provokerende med et modbillede, der går i retning af et blankt CV og opbyggelsen af modtagelighed for nuets kraft. Det er et sådant modtræk, der udfoldes i Serdar Özkans roman »Rosens stemme«, hvor den unge kvinde Diana med den tjekkede fremtoning og de delvist fortrængte forfatterdrømme i Rio de Janeiro skal gennem rystelser for at kunne udvikle sig personligt.
Diana er navnet på jagtens gudinde, og i »Rosens stemme« er Diana på jagt efter andres anerkendelse. Hun frygter at blive en middelmådig forfatter, og da hun ved sin livskloge mors dødsleje bliver gjort opmærksom på, at hun har en tvillingesøster, kaster det hende ud på en både konkret og bevidsthedsmæssig rejse til Istanbul. Mødet med en ung kunstner, hvis foretrukne motiv er det evigt skiftende hav - et indirekte selvportræt - hjælper hende ligeledes frem i den nødvendige erkendelse. Kend dig selv! Gå efter dine dybere behov og lad være med krampagtigt at stræbe efter at blive stor!
Inspiration fra spirituel lærer
Det er i grove træk det sympatiske budskab i Serdar Özkans bog, der forekommer at være kraftigt inspireret af den verdenskendte forfatter, læge og spirituelle lærer Deepak Chopra, som netop opfordrer til, at man skal spørge sig selv: Hvad er det, jeg virkelig ønsker? Et af problemerne i den symbolmættede og sine steder for sødt duftende bog er, at man ikke fornemmer, at Diana har kunstnerisk nerve. Efter et spring i tid får vi at vide, at hun i månedsvis har arbejdet på sin første roman. Men Serdar Özkan løfter i »Rosens stemme« ikke sløret for Dianas kreative styrke. Vi kan ikke mærke, at hendes sind rummer tilstrækkelig originalitet. Det er ikke nok, at man oparbejder evne til at høre rosernes vejrtrækning. Der skal også udvikles evne til at formidle erfaringen.
