Sneglegys i skoven

Steen Langstrup vender tilbage til genren, han mestrer bedst med en gysertrilogi, der sætter strøm til indre dæmoner med slimede snegle.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Steen Langstrups trilogi »Plantagen« er godt, gedigent, gammeldags gys! Så er det sagt. Tror man, at gys - det er ikke noget jeg læser - så glem det.

Trilogien fungerer fortrinligt på det sproglige niveau, og indholdsmæssigt er den på én gang så sammensat og enkel, at man bliver bims og må have den næste og den næste side med, alle 1.066 sider, fanget ind som man bliver af bøgernes intense spænding. Handlingen i de tre bind, »Den hvilende ondskab«, »Intet er som du tror« og »Porten til Helvede«, er konglomeratisk opbygget, centreret om den lille fiktive nordsjællandsk kystby, Gillsby, som Langstrup tidligere har brugt bl.a. i »Blodets nætter« fra 1995.

En fast kerne af hovedpersoner, som kommer til byen, følges skiftevis i korte kapitler med en effektiv fremdrift. Snegleforskeren Anders åbner bind et. Han skyr intet middel i drømmen om international berømmelse, efter at han har fået et stort sneglehus, købt på markedet i Gillsby. De store og sensationelt sjældne snegle skal findes, og det bliver de inde i Gillsbys lukkede skov. Eller snarere omvendt: De finder ham, og dermed åbnes der for en ondskab med spor tilbage til 1600-tallets hekseprocesser. En ondskab, der aldrig helmer før sidste binds bizarre slutning, hvor kun få hovedpersoner har overlevet. Umiddelbart er trilogien en klassisk gyser med en helt almindelig ydre spænding, der trappes op, hver gang de gigantiske, slimede snegle kryber frem og fortærer alt varmblodigt på deres vej.

Det mesterlige er Langstrups indre gys, som er af en særligt skrækindgydende art. Normalt ville ethvert offer kunne løbe fra snegle, men en ond instans sætter i samme øjeblik strøm til ofrenes indre dæmoner, så de genoplever deres livs værste mareridt og derfor er ude af stand til at røre sig. Aktualiseringen af ofrenes fortrængte ondskab er samtidig dybt moralsk, al den stund de straffes af hævnens retfærdighed. Ofrene ved ikke, hvad der vil ske, men når dele af deres mareridt dukker op, ved læseren, at sneglene er i nærheden, og uvisheden om hvorvidt offeret klarer sig, pisker læserens adrenalin i vejret.

Det er klogt af forfatteren først at sende trilogien til anmeldelse nu, hvor tredje binder er færdigt, selv om de to første bind faktisk udkom sidste år. Mest fordi tredje bind træder vande med længere, småkedelige samtaler mellem tre af hovedpersonerne og dårligt ville kunne stå alene. Ellers er det eneste irritationselement hos denne læser spøgelsespigen Ane. Hende kunne trilogien snildt undværet.

Langstrup er flere gange med rette blevet udnævnt til gysets mester. Trilogien viser, at han har udviklet et slags gysets bevidsthed, som peger bagud i forfatterskabet til et rækkehus i Brønshøj i 1995 i forfatterens debut »Kat - ondskaben lurer i regnen«. Et par af personerne herfra medvirker på afgørende vis i trilogien, som dermed lukker cirklen. Åh dog: Så længe drengen Sofus stadig lever, må man vente med at få endelig vished. Er han en frelser i svøb eller, som antydet - satans yngel?