Det ligger næsten i navnet: Bellevue Teatret. Det er umuligt ikke at tage det i munden uden at tænke på sommer, sol og strandliv. Og samme effekt har Arne Jacobsens enestående teaterbygning på Strandvejen i Klampenborg da også på den, der kigger forbi. Et funkisteater, som på alle måder har taget bestik af sin beliggenhed og vender op og ned på fornemmelsen af ude og inde. Med sine organiske former, sine svungne træsæder, sin svævende bambusbalkon, sine blå-og-beige-stribede sejldugsvægge og taget, som kan skydes til side, så hele sommerhimlen falder ned i teatret, minder det mest af alt om et pittoresk badehus i kæmpeformat.

I et nyt, meget smukt bogværk kombinerer mag. art. og journalist Ulla Strømberg sin interesse for arkitektur og teaterhistorie i et grundigt værk, som ikke alene beskriver teatrets arkitektur og tilblivelse, men også interesserer sig for det teater, der i perioder har fyldt bygningen. Omhyggeligt ridser hun op, hvilke forudsætninger, der lå til grund for Bellevue: kombinationen af arkitektoniske strømninger, bl.a. centraleuropæisk modernisme, tysk Bauhaus-arkitektur og Le Corbusiers russiske projekter for eksempel, samt det frilufts- og forlystelsesliv, der foldede sig ud rundt om det sommerteater, som skulle fuldende sommerlivet på kysten nord for København. Fortæppet? En smuk badepige, en moderne Venus, malet af Sikker-Hansen.

Området omkring Bellevue havde allerede længe været centrum for bade- og forlystelsesliv, som var opstået med interessen for sol, frilufts- og badeliv. Selve navnet var hentet fra et traktørsted og badehotel, som tidligere havde ligget med udsigt over Øresund. Arkitekten Arne Jacobsen (1902-1971) var blot 34 år, da teatret kunne slå dørene op for publikum i 1936 med en revyforestilling. Han havde allerede sat sit præg på området, som en fremsynet Gentofte Kommune havde udarbejdet en helhedsplan for: Det lave, hvide lejlighedskompleks Bellavista stod klart to år inden, Mattsons Ridehal og Søbadet var andre markante indslag.

Tanken med Bellevue-komplekset var fra starten, at stedet skulle kunne måle sig med de sommerevysteder, som i de forlystelsessyge 1930ere lå spredt op ad kysten, f.eks. i Hornbæk, hvor det nye badehotel lokkede turister til fra nær og fjern.

Den konservative Gentofte Kommune var i 1930erne helt med på alt det moderne og viste vovemod i forhold til de mange anlægsbyggerier, kommunen satte i gang. Overraskende valgte man en ung, funktionalistisk indstillet arkitekt, som tegnede sit teater med plads til 805 siddende tilskuere og tilhørende restaurant, der kunne bruges både vinter og sommer. Brødrene Asger og Wilhelm Hansen, som havde tjent formuer på musikforlagsvirksomhed, var de væsentligste investorer i projektet.

Men noget permanent teater fik Bellevue ikke lov til at forblive. Allerede fire år efter var det slut. Direktøren Oscar Jacobsen døde, og ingen havde lyst til at binde an med teaterdriften. Allerede to år efter åbningen havde teatret været bygget om, så det også kunne fungere som biografteater. I næsten 40 år var teatret udelukkende biograf – efterhånden en noget udslidt en af slagsen. Den tilhørende restaurant var for længst blevet bygget om til ejerlejligheder. 

Sammen med en gruppe venner fik den unge, driftige og økonomikyndige arkitekt Jes Kølpin dog blikket op for stedets muligheder og erhvervede den hvide perle. Han blev dog ved med at vise film oppe på balkonen, men fra 1990 har teatret udelukkende fungeret som teater, mest markant med ungdomsmusicals, underholdningsshows som »Det brune punktum« og senest »Rytteriet«, sommerballet og julens kassesucces »Folk og røvere i Kardemommeby« som repertoirets udråbstegn – i lange perioder drevet uden offentlig støtte. Ikke alene kom der igen teaterdrift på scenen, men hele huset. som havde været fredet siden 1986, blev med tiden gennemgribende renoveret, så det i 2002 – passende i 100-året for Jacobsens fødsel – fremstod funklende nyt og gennemrestaureret.

Resultatet belønnedes fortjent med den fornemme arkitekturpris Europa Nostra, der går til renoveringer af bygninger med særlig kulturhistorisk værdi.

Sidste del af »Bellevue Teatret – Arkitektur og teater i Arne Jacobsens bygningsværk« er skrevet som en slags opsummering af Jes Kølpins regeringsperiode, hvor teatrets forestående død mange gange har været varslet, men hvor dygtigt købmandsskab har holdt det i live. Det sidste års tid har bookingmanageren Anette Vendelbo været direktør, mens Kølpin fortsat ejer bygningen, som igen er egnsteater, men stadig med et stort billetsalg som afgørende for den fortsatte eksistens.

Nogen egentlig international anerkendelse for sin bygning fik Arne Jacobsen, der selv var meget stolt over sit enestående teater, ikke i levende live. Den er til gengæld kommet senere. Nu også i form af en meget flot, fondsstøttet bog, som har sin styrke i det leksikalt velresearchede, snarere end i det journalistisk fængende. 

»Bellevue-Teatret er pragtfuldt, knaldmoderne og rent,« skrev Berlingske i sin åbningsreportage i 1936. Samme indtryk gør teatret den dag i dag. At Bellevue er et enestående teater, planlagt af en visionær arkitekt ned til mindste dørhåndtag, er der slet ikke tvivl om. Jacobsen fik det sidste ord. Det gør han også her i sin egen beskrivelse af en af bygningens markante indslag, et udsagn, som samtidig indkapsler bygningens sjæl midt mellem praktisk funktionalisme og luftig sommerdrøm:

»I Mellemakten glider taget til side for en dybblaa Stjernehimmel og et frisk Vindpust fra Øresund vil i løbet af faa sekunder forny Luften og faa Publikum til at mærke, at de er ved Skov og Strand«.

Forfatter: Ulla Strømberg. Titel: »Bellevue Teatret - Arkitektur og teater i Arne Jacobsens bygningsværk«. Sider: 256. Pris: 348 kr. Forlag: Bogværket.