Man har jo lov til at leve!
Det indser den kvindelige simultantolk i den østrigske forfatter Ingeborg Bachmanns novellesamling »Simultan« (1972). Ingeborg Bachmann, der døde i 1973, forstod at tegne nuancerede portrætter af kvindelig oplevelsesmåde og refleksion, så man både kan se kvindernes position i mandligt dominerede sammenhænge, kvindernes selvbegrænsning og nye muligheder.
Den stærke titelnovelle »Simultan« beskriver den elegante simultantolk Nadjas svimlende spring fra overfyldt sprogbevidsthed og usikker identitet - hvor hun står i fare for at blive begravet i ordmasserne - til et nyt og friere ståsted.
Erotiske aspekter spiller ind i hendes nye, begejstrede sans for muligheder. Som i de øvrige noveller trækkes læseren overbevisende med ind i kvindens bevidsthedsstrøm. Ingeborg Bachmanns skrivemåde er blevet sammenlignet med Virginia Woolfs, men også den franske forfatter Nathalie Sarrautes stil og psykologiske indsigt dukker op i erindringen under læsningen af »Simultan«.
Krigsfotografen Elisabeth
Ingeborg Bachmanns undersøgelse af bevidsthedens grænseområder har tiltrækningskraft i fortællingen »Problemer problemer«, som - visse steder tragikomisk - søger ned i den unge, narcissistiske kvinde, Beatrix' livsangste univers. Kvindelig spejling bliver her markant beskrevet: »Endnu inden hun kritisk stillede sig hen foran et spejl, var hun glad for at se sig selv komme i spejlene og kunne holde op med at tænke på sine belastninger«.
Kvindens position i en mandsverden belyses facetteret i den længere fortælling om den klarhjernede krigsfotograf Elisabeth i »Tre veje til søen«. Hun indser, at hendes voksende succes hos mændene havde med hendes tiltagende ligegyldighed at gøre - og så sker der alligevel noget uventet. »Simultan« er ikke blot en fornem læseoplevelse med nuancerigdom og overraskelser, den giver stof til fornyet diskussion af kønsroller og kvinder og mænds forskellige oplevelsesmåder.
