Vi kender godt sagen. En magtfuld og velpositioneret kulturmand i sin bedste middelalder anklages en dag for sexchikane af en yngre underordnet. Så ruller skandalen, Ekstra Bladet er på pletten, syndebukken udråbes over land og rige, trækker sig tilbage fra sin stilling, og kvinden, ja, hvem ved, hvad der egentlig sker med kvinden. Og hvem ved, hvad der egentlig skete?
Det er det emne Astrid Saalbach har taget op i sin nye roman »Fingeren i flammen«. Her er manden violinisten Tobias Lund ansat ved Musikkonservatoriet og aspirerende professor. Kvinden, der anklager ham, hedder Claire. Claire har været med Tobias ude at spise i forbindelse med en personlig samtale, og bagefter er der sket noget i skoven, som Claire opfatter som et overfald, og som Tobias fastholder var en misforstået situation. Claire melder det til skolens rektor, den sympatiske men lidet kønne Jacob, men med en såkaldt venindes mellemkomst accelererer sagen, mere end Claire selv havde forestillet sig. Gennem kapitlerne, der skifter mellem forskellige personers synsvinkler, får vi sagen belyst både fra Claires side, fra Tobias' og ikke mindst hans kone Randis side og fra rektor Jakobs side. Men det bringer os ikke nærmere sandheden, tværtimod er det, som om sandheden opløses mere og mere til fordel for fornemmelsen af en almenmenneskelig tragedie. Tobias' liv falder i spåner, Randi forlader ham, Claire bliver ikke lykkeligere, men derimod nærmest desperat og paranoid, alle er tabere i spillet.
Det er Astrid Saalbachs store force, at hun holder historien åben. Vi ved ikke, hvad der skete i skoven. Vi ved derimod, at Tobias har et selvindrømmet svagt hjerte for det andet køn, og at han trods sin store kærlighed til eller afhængighed af Randi ikke er hende tro. Men faktisk havde de, før alt blev offentligt, et godt liv sammen, hvor hun måske bevidst valgte ikke at se visse ting, fordi hun elskede ham. Vi ved også, at Claire er et meget usikkert menneske. Hun er billedskøn, men for at være til skal hun så at sige have billedet pudset af mænds beundrende blikke, bevidst eller ubevidst. Samtidig føler hun sig skyldig over sin skønheds gave, den eneste gave hun selv kan se, at hun har: »Hun skyldte dem noget (de interesserede mænd, red.), sådan havde hun haft det, fra hun var gammel nok til at forstå, at hun med sit udseende var blevet begavet på en særlig måde. Derfor smilede hun til enhver mand, der smilede til hende, lod ham se sig dybt i øjnene og sige små lyde, diskret strejfe eller klemme hende lidt hvis de ville. Det var deres ret.« Stakkels Claire blev allerede som barn udnyttet af en mand, der så hendes skønhed som en åben invitation. Og nu både bruger hun skønheden og straffer med den.
I romanen har Astrid Saalbach også indlagt den hævngerrige kvindes figur, hvilket man nu godt kunne undvære. Det, der er interessant i romanen, er spørgsmålet om sandheden. Findes den? Og hvis, tjener det så noget formål at afdække den? Kunstneren og erotikeren Tobias går tabt. Og det gør ikke Claire lykkeligere, for faktisk var hun jo forelsket i ham. Om hun finder ro i sig selv, da der endelig er en mand, som ser, at hun ikke er perfekt, men faktisk plettet, står meget åbent hen.
De svage punkter ved bogen er, at Saalbach indimellem kommer til at blande sig for meget med unødige forklaringer og regibemærkninger i de ellers ret rene sceniske optrin. »Men Fingeren i flammen« er en fængslende læseoplevelse, og en god bog at diskutere med. Til Saalbachs store ros skal siges, at hun ikke dømmer nogen, og det er befriende i denne så nypuritanske tid.
