Små ulykker

Peter H. Olesens »Lille dansk samtidsroman« fortæller fint om et venskab bygget på sortsyn og fortid, men bliver lige lille nok.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udkantsdanmark, randområderne, den rådne banan. Ja, der er mange ord for de dele af landet, som stille men sikkert er blevet affolket og slidt ned.

Det er heller ikke gået ubemærket hen i litteraturen, hvor blandt andre Hans Otto Jørgensen, Bent Vinn Nielsen og Helle Helle har skrevet om de afidylliserede landsdele. Og nu altså også Peter H. Olesen i den fint betitlede »Lille dansk samtidsroman«, hvor Jakob rejser fra København og ud på landet, hvor han har lånt en skurvogn af ungdomsvennen Niels. Her skal han skrive på en bog om den punkede ungdom fra de tidligere 1980ere. Om alle de »Fallerede talenter« og dem, der »for længst havde opgivet deres ungdommelige kunstneriske udskejelser og nu sad i udmærkede, faste stillinger rundt omkring«.

Men Jakob får ikke skrevet meget. Han bliver i tvivl om projektets værdi og døjer samtidig med en depression. Stort bedre går det ikke for Niels, der også tager piller, mens han nasser på sin kæreste Bodil og mest bare venter på at få tildelt førtidspension.

Selvkørende selvhad

Olesens skildring af Niels og Jakobs venskab er romanens styrke. Hvis man da kan kalde det et venskab. De to er mest bundet sammen af en fælles forhistorie, som er mærket af punkens flammende nihilisme. »En mærkelig bagvendt livslyst«, som Jakob formulerer det.

Kender man til Olesens fortid, vil man genkende mange af tankerne og beskrivelserne, lige som den stramme, nøgterne tone fra hans digte og sangtekster også går igen. Men for en gangs skyld er der stilistiske problemer. »Jeg ligger brak. Jeg er tom, tømt, drænet« et eksempel på en af uvanerne, hvor der bruges overflødige ord, lige som klicheer som »ligbleg«, »skæbnens ironi« og »en lus mellem to negle« skæmmer siderne.

Og Olesens modvilje mod plot og »den store danske samtidsroman« er jo fin nok, hvis han havde noget at sætte i dets sted. Andet end uvilje. Det har han desværre ikke rigtig – sådan som han havde det i den gode romandebut »Korrekturlæseren« – og »Lille dansk samtidsroman« lever således primært i kraft af beskrivelserne af venskabet ude i randområdet. Det er lige lidt nok. For så fin en forfatter.