Bogen er på en gang rystende, indsigtsfuld og stærk. Ikke mindst på billedsiden, hvor Gabel leverer nogle af sine bedste illustrationer nogensinde med effektfuld brug af skiftende synsvinkler og stemningsfuldt farvebrug. Teksten er minimalistisk og totalt blottet for sentimentalitet. I samspillet med billederne får historien derfor langt større kraft. Paco er jeg-fortæller, storebror til Maria og ven med Manolo, som også er en del af skraldesjakket og bor i deres skur. Alt de tre finder af plast, metal og pap, skal afleveres. En dag opdager Maria en smuk dukke, hun vil beholde. Paco siger, at så skal hun også kunne lyve, når de voksne spørger: »Er det alt? Gemmer I noget?« Det kan hun bare ikke, og så jages de bort uden penge. På vej væk siddende på taget af et tog, nyder de solens skin på bjergene. Så optimistisk ender denne råsmukke ode til verdens »usynlige« børn.
