Skulpturens potentiale

Bøger: SkulpturerDe to monografier om kunstnerne Lone Høyer Hansen og Anja Franke illustrerer spændvidden i samtidskunstens skulpturbegreb.

Lone Høyer Hansen skulpturer. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Det er oftest skulpturer og installationer, der giver anledning til de største spørgsmålstegn hos museumsgæster eller dem, som uforvarende møder kunsten i hverdagen. For samtidskunstens skulpturelle produktion kan inddrage alle materialer, antage alle former og placeres alle steder.

Lone Høyer Hansen og Anja Franke er to af samtidens markante billedkunstnere, der begge arbejder med skulptur og installation. De tilhører hver deres generation, og har hver deres afsæt og udtryk. Fælles er interessen for at udforske rum og rumlighed, men tilgangen er vidt forskellig.

Det sansende nærvær
Der er udkommet en monografi om begge kunstnere og samlet set illustrerer de to bøger spændvidden i samtidskunstens skulpturbegreb.

Da Lone Høyer Hansen, med en uddannelse som væver og stoftrykker bag sig, begyndte på Kunstakademiet, var det under professor Willy Ørskov, der siden 1960erne havde udfordret forestillingerne om, hvad skulptur kan være. I starten af 80erne var diskussionen af den franske postmodernisme på sit højeste, og måske var det mødet mellem Ørskovs undervisning, tidens teoretiske strømninger og Lone Høyer Hansens viden om stoflige materialer, mønstre og ornamenter, der har betydet, at hendes kunstneriske produktion favner så bredt. Hendes værker bevæger sig mellem det formundersøgende og det fortællende, mellem deciderede skulpturelle formværker og mere installatoriske sammenhænge. En del af hendes figurer har lighed med menneskekroppen, som det ses i hendes formgivning af tilstande, hvor sært menneskelige former hele tiden undslår sig faste definitioner.

Det var interessen for synsvinkler, bevægelse og tid, der i 90erne fik hende til at studere filmvidenskab. Med udgangspunkt i hendes fokus på det kropslige i skulpturoplevelsen, hvor hele kroppen fungerer som sanseapparat, begyndte hun at arbejde med lys, afskærmninger og opdelinger af rummet, for gennem forskydninger, gennemsigtighed og rytmiske gentagelser at lade skulpturerne indgå i næsten dramaturgiske forløb.

Bogen om Lone Høyer Hansens kunstneriske arbejde gennem 25 år, er et indblik i en nysgerrig og eksperimenterende tilgang til skulpturens formsprog. Bogens opsætning er katalogpræget, idet det kun er oplysninger om titel, materialer og årstal, der ledsager billederne, og først bagerst er der, sammen med et komplet oeuvre-katalog, en perspektiverende tekst af Mai Misfeldt. Derudover er det alene de tematiske kapiteloverskrifter, som er med til at rammesætte værkerne. At de enkelte værker således står uden præsentation, kan give ro og fordybelse, samt mulighed for at læse egne associationer ind i værkerne, men omvendt lader det også læseren stå lettere fortabt, hvad gælder nogle af de referencetunge værker.

Sociale mellemrum
Hvor Høyer Hansens værker for en dels vedkommende kan stå uden præsentation pga. deres åbenlyse skulpturelle kvaliteter, er det straks sværere for den almene museumsgænger, hvis der eksempelvis ligger et ton Golden delicious æbler på gulvet, som det er tilfældet når det gælder Anja Frankes kunst.

Den 12 år yngre Anja Franke arbejder lige som Høyer Hansen med en form for oplevelsesrum et møde mellem beskuer og værk, men i Frankes tilfælde er det en anden type møde, der er tale om. Den franske kunsthistoriker Nicolas Bourriaud, er ophavsmand til begrebet relationel æstetik, som dækker over kunstformer, hvor værket ikke kun udfolder sig indenfor kunstinstitutionen, men bevæger sig ud i det offentlige rum, hvor den kommenterer og synliggør samfundsstrukturer. I Frankes tilfælde gængse forestillinger om køn og sociale identiteter.

Denne type kunst søger at udvikle en form for »sociale mellemrum«, og der er således her i højere grad tale om en etisk og social dimension end en æstetisk. Hos Franke kan det sociale mellemrum eksempelvis tage form gennem opførelsen af et gult skur på Kerteminde havn. Her opfordrer hun folk til at overnatte i den indbyggede dobbeltseng, hvor der gennem et hul hænger et reb ned i vandet. I skuret kan man placere sig uden for samfundets gældende normer om almindelig adfærd, og værket kommer til at fungere som et værktøj for etableringen af sociale relationer, og kan måske endda yde indvirkning på liv og bevidsthed.

Monografien om Anja Franke er en udmærket måde at få indblik i denne type samtidskunst særligt fordi den, udover to perspektiverende tekster af Sanne Koefoed Olsen og Mikkel Bogh, indeholder kunstnerens beskrivelse og personlige kommentarer til hvert enkelt værk. Noget der virker strengt nødvendigt for denne kunst, og faktisk også i dette tilfælde giver bogen en vis oplevelsesdimension. At bogen er skrevet i et nemt forståeligt engelsk (!) er desuden befriende.

Lone Høyer Hansen: Skulptur, 1980-2005 352 sider, Thaning & Appel, 299,- kr.

Anja Franke: FRANKE_INSTALLATIONS, 168 sider, Pork Salad Press, 180,- kr.