»Skulle Øvigs bog alene vurderes ud fra sin evne til at rive læseren med, ville den indkassere seks funklende stjerner«

BZ. Du har ikke en chance - tag den! Et familiedrama.

Peter Øvig (Foto: Jens Nørgaard Larsen) og forsiden af hans seneste bog. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har stor respekt for Peter Øvig Knudsens pen. Få journalister her til lands skriver så godt og enkelt om komplekse emner. De af hans bøger, jeg hidtil har læst, er veritable page-tuners.

Øvig er ikke historiker, men krønikeskriver, hvilket skal opfattes positivt. Han opsøger og dokumenterer samfundets subversive kræfter, dem i den politiske undergrund, der protesterede, eksperimenterede og enten sejrede eller fejlede, men aldrig var hverken ligegyldige i samtiden eller for eftertiden.

Nu er han aktuel med et værk om BZ, og bogen, »BZ«, nærmest sitrer af nerve. Det mærkes, at Øvig har noget personligt på spil. Han deler generation med mange af de medvirkende, og langt hen ad vejen abonnerer han på samme antiborgerlige tankesæt som de gjorde og for fleres vedkommende fortsat gør.

Alligevel har Øvig mødt stor modstand fra en kreds af gamle aktivister fra bz-miljøet. De vil ikke have den i deres selvforståelse dybt komplekse historie fortalt af en mand, som de trods hans venstreorienterede fortid anser for at være det konfektædende publikums hofleverandør af blodig underholdning.

Øvig gør en dyd ud af kritikken. Foruden at fortælle den egentlige historie om fænomenet BZ, er hans bog en metahistorie, der beretter om det slidsomme arbejde med at få de vrangvillige til at stille op. I debatfora på nettet og i personlige mails udsættes han for hån, spot og latterliggørelse. At han holder fast for overtalt nogle både veltalende, sjove og reflekterede folk til at stille op er lidt af en bedrift. Mere temperamentsfulde sjæle var tændt af for længst.

Men Øvig holder hovedet koldt og forstår, at BZ ikke er et overstået kapitel for mange af dem, der var med. Af samme grund har han tilføjet betegnelsen »et familiedrama«. Han kunne også have kaldt det for Rebellernes Rotary Klub. Deres kodeks og selvforståelse minder ikke så lidt om en sammenslutning af handelstandsfolk, bortset fra de indlysende forskelle i synet på statens rolle og samfundets indretning.

Øvig beskriver, hvordan BZ voksede sig frem som et ungdomsoprør mod elendige boligudsigter og følelsen af manglende frirum, og det er hans store fortjeneste, at BZ særligt før midten af 1980erne fremstår langt mere nuanceret end den medieskabte forenkling af elefanthuer og blussende bål. Besatte huse fungerede som laboratorier for nye fællesskabsformer. I Øvigs fremstilling var plads til både de utilpassede og legesyge, og den ofte fremførte fordom om bz’erne som privilegerede børn af det akademiske borgerskab får sig et skud for boven.

De kondemnerede ejendomme var beboet af kunstnere, drukpunkere, idealister, realister, vandbærere, generaler, utæmmelige anarkister, fantasiløse eftersnakkere, bløde mænd og barske kvinder. Og meget mere og alt det modsatte.

Det er interessant at notere at mange af de tidlige bz’ere ikke anså de fysiske konfrontationer med politiet for at udgøre essensen af deres identitet. Bogen indkredser det gradvise skifte i retning af et højere voldsberedskab, som vokser frem i anden halvdel af 1980erne. BZ’ernes arsenal blev stærkere og deres modtræk over for politiet mere indstuderet. Det er ikke grundløst at tale om »borgerkrigslignende« tilstande i de københavnske gader, ikke mindst under det ni-dage lange slag om Ryesgade i efteråret 1986.

Radikaliseringen medførte et frafald af flere af de oprindelige bz’ere og en tilstrømning af nye kræfter, for hvem midlerne syntes at have været et mål i sig selv. Bevægelsen søgte inspiration hos blandt andre yderligtgående tyske og hollandske grupper, og her bliver Øvigs bog problematisk. Det virker, som om han kommer til at ligge under for det pres, han har oplevet under skriveprocessen. Bogen har eksempelvis sølle to linjer om bz-aktivisters støtte til den palæstinensiske sag, men ikke et ord om at rejsebureauer, der formidlede ture til Israel blev smadret eftertrykkeligt, eller at grønthandlerne på Israels Plads følte sig forfulgt og greb til selvtægt.

Der er ellers en glimrende gennemgang af dette hjørne af BZ i Bent Blüdnikows bog »Bombeterror i København« (2009), men det optræder mærkværdigvis ikke på litteraturlisten. Skulle Øvigs bog alene vurderes ud fra sin evne til at rive læseren med, ville den indkassere seks funklende stjerner, men set gennem den kritiske læsebrille trækker det fra, at han ikke tager en holmgang med de bz’ere, der vender ham ryggen, klapper i som østers eller kaster sten gennem ruderne i hans hjem.

Øvig har udtalt til denne avis, at han ikke »tør« skrive et endnu et bind, der skulle handle om de autonome. Det er en ærlig sag. Men at han ikke afslutningsvis reflekterer kritisk over denne adfærd og forsøger at perspektivere voldelig aktivisme blandt folk som i deres selvforståelse er progressive, er drønærgerligt.

På et tidspunkt konstaterer en gammel bz’er at han kan mærke at Øvig aldrig har fået bank, hvilket forfatteren bekræfter. Bank er ingen løsning, men har man engang været i slagsmål, ved man også, hvordan man beskytter sig, i stedet for at strække hænderne i vejret og sige »ikke slå!«.

Titel: BZ. Du har ikke en chance - grib den! Forfatter: Peter Øvig Knudsen. Sider: 624. Pris: 349,95. Forlag: Gyldendal

Adam Holm er journalist og historiker, tilknyttet DR