Skjald og skallesmækker

Islandske Einar Már Guðmundsson revser både finansfyrster og politikere i sine nye essays og inddrager digtekunsten i sit opgør.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Bankstræde nr. 0« er en titel, der sætter associationer i gang, men i virkelighedens Reykjavik refererer titlen nu slet ikke til bankernes likviditet, men til det offentlige toilet, der engang lå på hjørnet af Bankstræde og Lækjargata lige ved siden af regeringskontorerne. Symbolikken er til at få øje på.

Med sine 25 nye kapitler om de aktuelle islandske tilstande fortsætter Einar Már Guðmundsson, sagaøens måske betydeligste nulevende forfatter, hvor han slap med »Hvidbogen« fra sidste år. Han hudfletter finansverdenens hærgende ekspansionsvikinger, går til frontalt angreb på Den Internationale Valutafond og hænger politikerne ud for deres andel i det store krak. Men det særlige ved Guðmundssons opgør med en politik, hvor det, som han skriver, »er helt i orden at privatisere profitten, men nationalisere tabet«, er den rolle, han tildeler digtekunsten som »det menneskeliges modstandsbevægelse«.

Einar Már Guðmundssons udfald mod finansverdenens eventyrere og de nyliberale kræfter er en del af forfatterens modspil til en tid, hvor de færreste læser andet end »kontobøger, bankbøger og kriminalromaner«. I sine essays, der er fulde af digressioner, blander han hele tiden verdenslitteraturen og en række beundrede islandske forfattere ind i de politiske overvejelser, og for eksempel Halldór Laxness er en hyppig gæst på siderne.

De mange sidespring og pludselige indskud i teksterne er både styrken og svagheden i »Bankstræde nr. 0«. Nogle af essayene bliver så flagrende, at pointerne blafrer bort og den politiske argumentation forekommer løs, samtidig med at en vis islandsk landsbyfortrolighed med gud og hvermand gør udfald og referencer mindre gennemskuelige for den ikke-islandske læser.

Til gengæld er den suverænt springende stil en del af magien ved andre essays som for eksempel »Ja tak!« og »I kælderen« med blandt andre The Beatles og barberen Bioletti som nogle af aktørerne. Skarpe og præcise politiske aproposer er »Forbrydelse og straf«, en lærerig historie fra tiden for det store vulkanudbrud i 1783, og »Når mafiaen bliver til Mødrehjælpen«, hvor gennemgangen af Haitis skæbne er med til at sætte den islandske folkeafstemnings nej til at påtage sig gældsbyrden efter bankfyrsterne i perspektiv.

Indignationen er stor i Einar Már Guðmundssons essays, det samme er troen på digtekunsten som en kamp imod »indholdsløsheden og tomheden«. Forfatteren er både Skjald og Skallesmækker med stort S i »Bankstræde nr. 0«. På Island er der lige nu nok at gøre for dem begge.