Et sted i Carsten Jensens roman, hører man at der i gamle dage aldrig var måger i kølvandet af skibe fra Marstal, fordi de indfødte skippere var kendt for deres nærighed og intet spiseligt lod gå udenbords. Sådan er det sandelig ikke i kaptajn Jensens egen vægtige skude af en bog. Sjældent har man som læser fået smidt så mange litterære lunser og spektakulære godbidder i hovedet undervejs i det, der udvikler sig til en maritim marathon hen over 700 sider, 100 år, 7 have og 4 generationer af mænd fra Marstal.

Det begynder og slutter med en krig. Den første er i 1848, hvor vi møder Laurits Madsen, der snyder døden i slaget i Eckernförde Fjord, og den anden krig er i 1945, hvor tredje generation af viljestærke, driftige Marstal-sømænd personificeres i den engang så gode og retfærdige, men nu alkoholiserede og afstumpede Knud Erik, der styrer sit konvojskib i allieret krigstjeneste. Og mellem disse to krige passerer 100 års venskaber, ydmygelser, forelskelser, afstraffelser, slagsmål, mord, hor, voldtægt (og en vandfødsel mellem ubåde, torpedoer, dybdevandsbomber og druknede sømænd) revy for læserens øje.

I kapitel efter kapitel skyller det ind over læseren med skamløst kulørte skrøner, splatterscener, kuriøse effekter (såsom James Cooks skrumpehoved, der ender i havet ud for Marstal) og begavede brandere som: »Bag hans ryg hviskede matroserne, at hans jakke og bukser mindede om en bryllupsnat i Finmarken: Lap på lap«.

Det ville alt sammen, forholdsvis tidligt i bogen, være for meget af det gode og grove, hvis ikke Jensen, der jo tidligere i sit liv og værk har været verden rundt et par gange, også stak os nogle dvælende og følelsesladede udsigter, hvor sproget folder sig guddommelig smukt ud ud, og tiden står stille under skiftende himle og vejrlig i såvel Sydhavet som Nordatlanten og Smålandshavet.

Men hvad handler romanen egentlig om? Om mænd, og de udfordringer, der får mænd til at føle sig som mænd - og som kvinder ikke skal blande sig i. Selv om de ikke kan lade være. Lad os kalde stridens kerne for »sømanden i mandens hjerte« og konstatere, at scenen for denne universelle, tidløse kønskamp altså sættes i Marstal, og - iøvrigt meget vellykket - fortælles gennem det kollektive »vi«. Byens stemme, om man vil.

For 100 år siden var Marstal en stolt søfartsby med en kæmpestor, højt estimeret flåde bag den imponerende mole, men på bare 20 år blev havnebyen forvandlet til en jordbunden omsorgssektor med børnehjem, alderdomshjem, bibliotek, museum m.m. I virkeligheden var der tale om en hemmelig sammensværgelse mod byens (sø)mænd, og der stod en kvinde bag, hvis vi skal tro Carsten Jensens roman.

Altså, en rigtig Skipper Skræk-historie. Kvindens navn er dog ikke Olivia, men Klara. Og hun træder ret så forløsende ind midt i romanen, i årene op til Første Verdenskrig, hvor der efterhånden også trædes lidt i vande i Jensens lange fortælling, og dermed får romanen sin stærke rygrad. Klara er en ung sømandsenke med to børn, der mere eller mindre tilfældigt møder den ældre rederiejer, Anton Madsen - sønnen af gamle Laurids fra det slag ved Eckenförde Fjord, der åbner romanen. Den barnløse, desillusionerede Madsen får nu selv en søn i Klaras 7-årige Knud Erik, og med tiden også en elskerinde i drengens mor. Venskabet mellem barnet og papbedstefaren - og sidstnævntes fyrige forelskelse og efterfølgende forsøg på flugt fra Knud Eriks unge mor - er et af romanens mange højdepunkter. Ja, næsten en lille bog i bogen, hvor Jensens aldeles mesterligt beskriver en umage menneskelig trekant, sammensat af vidt forskellige følelser og behov, som der selvfølgelig ses ned på og hviske-tiskes om i »lillebyen«.

Klara arver Anton Madsens imperium og formue, og via en komplet usandsynlig, men stærkt underholdende venskabsforbindelse til noget, der skal ligne stormogulen C.F. Tietgen i København, bliver hun snart Marstals mægtigste matrone. Samtlige hendes finansielle dispositioner, der lammer byens søfart og lægger stribevis af skibe brak, drives af et ønske om »at jage sømanden ud af mændenes hjerte«, som hun skriver til sin søn, som selvfølgelig også går i fædrenes våde fodspor.

Det er ham - Knud Erik - vi følger i romanens sidste tredjedel, hvor Carsten Jensens fortælling skrider ud i patos-gentagelser og en handlingsgang, som til slut er svær at tage alvorligt selv som eventyr, da en slæbebåd med Knud Erik, hans nye kone og hendes barn (som han mødte ved en kombineret redningsaktion og undervandsfødsel midt på slagmarken i Nordatlanten) samt den multikulturelle besætning og byens gamle udyr af en sømand, Hermann (stærkt amputeret og bundet til en rullestol), tøffer ind i Marstal havn under et engelsk flyangreb på tyske skibe i Smålandshavet 4.maj 1945, hvor iøvrigt også året første stork viser sig i luften...

Her har ens kulørte læserhjerte, trods Jensens blændende skrivekunst, fået nok, og man længes tilbage til romanens knapt så effektjagende og - episk set - helstøbte midterdel, hvor man virkelig digter med. Dermed er vi også inde på en gennemgående svaghed i den store roman: At Carsten Jensen for ofte falder for fristelsen til at ville fortælle og forklare læseren for meget, for grundigt. Man mærker essayistens instinktive lyst til at stille en stribe retoriske spørgsmål, og bagefter selv besvare dem. Dermed bliver der få gåder og for lidt magi og mystik, læseren kan gå og bide i undervejs.

Men når det er sagt, så må det også understreges at ambitionsniveauet i »Vi, de druknede« rager højt op over der, vi normalt oplever i dansk litteratur. Stor af omfang, men endnu større i kraft af dens fortælle- og skrivekunst. Romanen er en milepæl i Carsten Jensens forfatterskab, som viser, at manden de kaldte kritiker også er en romankunstner, der endnu har sit største værk foran sig. Jensen har fundet en kurs, og han styrer efter den.