Skidt og kanel også på dansk

Krimier. »Fjendeland«. »Nedtælling til mord«. Mens den svenske debat om kvindelige krimiforfatteres litterære evner raser, udgives der også danske femi-krimier, som det kunne være værd at ofre opmærksomhed. I denne uge debuterede Synne Garff som thriller-forfatter, og i næste uge udkommer Gretelise Holms nye krimi.

Et par mandlige svenske forfattere har højlydt nedgjort de svenske krimidronningers bøger og påpeget, at der ikke er sammenhæng mellem salgstal og kvalitet. Kvinderne har svaret igen med modbeskyldninger om misundelse, mandschauvinisme og litterært mindreværd. Men selv om tonen i debatten lader meget tilbage at ønske, er det langtfra sikkert, at det i dette tilfælde drejer sig om kønsdiskrimination og sure halvgamle mænd. At der er en kedelig tradition for at ringeagte kvinders litteratur synes desværre at være en indlysende sandhed. Men hvorfor skulle det afholde nogen fra at sige det, som mange tænker, alene fordi de er mænd?

Set med litterære briller er Camilla Läckberg en skandale. Og det, Liza Marklund formår, når det drejer sig om plot, mangler hun i den grad sprogligt og i sine håbløst endimensionale persontegninger. I mudderkastningen overses de suveræne kvindelige krimiforfattere desværre. Forfattere, med svenske Åsa Larsson og norske Karin Fossum helt i front, der formår at skrue et solidt plot sammen og skabe troværdige personer i et ubesværet sprog.

Bortførelse
Herhjemme er kvinderne også på banen som krimiforfattere. Og ligesom på den anden side af Sundet, er kvaliteten mildest talt svingende. Nogle af de krimier, der udgives, kunne tyde på, at nogle forlag håber på at ride med på bølgen og finde et guldæg, fordi læserne vil have spænding. Så skrues der ned for de litterære ambitioner og muligvis også for redaktørens arbejdstimer. Det er Synne Garffs debutkrimi for voksne, »Fjendeland«, et lidt trist eksempel på.

Her skal den amerikanske præsident besøge regentparret på Fredensborg Slot under stor medieopmærksomhed. Samtidig har terrorister planer om at bortføre præsidenten. Flere grupper med forskellige og modsatrettede bevæggrunde er involveret i aktionen. Dronningens informationschef har en hemmelig fortid som stasiagent og kommer i en ubehagelig klemme, da han kontaktes af en af sine gamle agentkammerater, der presser ham til at hjælpe.

Samtidig skal den lidt anonyme studievært Sofie Valeur være med til pressedækningen af præsidentbesøget. Det virker umiddelbart som paradis i forhold til privatlivet med den sure kæreste fra »Læger uden Grænser« og en staveplade-mor på plejehjem. Der begås et par mord, og Sofie hvirvles ind i miseren af terrorisme og gammelt nag. Hun viser sig som en heltemodig kvinde, der får enderne til at mødes og benytter sig af sit nydelige udseende til at afsløre den rette sammenhæng.

Det er Garffs debut som thriller-forfatter, og det burde måske udmunde i mere overbærenhed. Men det er altså ikke en god bog. Den er rodet, træg i begyndelsen, utroværdig og jævnt kedelig. Man er ikke i tvivl om, at forfatteren har som det nævnes på flappen en stor og spændende viden om italiensk terrorisme under Den Kolde Krig. Men det er ikke nok til at få bogen til at fungere. Dét, der er forcen, bliver også akilleshælen sammenblandingen af Stasi, kold krig, nutid, CIA, islamisme og antiamerikanisme forekommer temmelig mystisk på den kedelige måde. Med en god redaktør i ryggen til at pege på strukturelle svagheder og trættende sproglige gentagelser, kunne Synne Garff formentlig skrive en udmærket krimi. Ikke mindst hvis hun skruede lidt ned for ambitionsniveauet og på forhånd smed nogle af de bolde fra sig, som det alligevel ikke helt lykkes at holde i luften.

En lussing af en bog
Politik er også hovedtemaet i Gretelise Holms »Nedtælling til mord«. Og selv om det er dybt uretfærdigt at sammenligne en debutant med en garvet forfatter som Holm, er det svært at lade være. Holm er ganske enkelt fremragende. Romanen er den fjerde roman i krimiserien om den vidunderlige reporter Karin Sommer.

Holm begynder lige på og hårdt med likvideringen af Danmarks integrationsminister Anne Elisabeth Bülow, der trods politiske ligheder med Hvilshøj, er en ganske anden person. Under en løbetur skydes hun på klods hold og efterlades på skovstien med et hagekors ridset ind i den ene kind og et kors i den anden. Trods statsministerens tillid til sin integrationsminister stod hun ved afslutningen af sin politiske karriere. Uheldige omstændigheder, dårligt selskab og forkerte dispositioner havde bragt hende i en situation, som regeringen næppe ville overleve.

I tiden før og efter mordet følger man sideløbende med ministeren Karin Sommers arbejde. Hun skal snart pensioneres fra sit job på en af landets førende aviser. Hun øver sig i at være tilfreds med tilværelsen og forestiller sig at skulle fortsætte som freelancer efter sin afgang. Nok har hun mistet en del af ungdommens idealisme, og nok er hun blevet mere magelig med årene, men hun kommer snart til at bevise, at hun stadigvæk berøres af uretfærdighed. En rejse til Litauen bringer hende ad omveje i kontakt med et litauisk undergrundsmiljø i Danmark bestående af prostituerede og illegale arbejdere. Det hele er mere indviklet, modbydeligt og udspekuleret end hun havde forestillet sig, men hun giver selvfølgelig ikke op.

Gretelise Holm har skruet et gedigent krimiplot sammen, leverer solide personportrætter og skriver med en skøn lethed. Samtidig leverer hun en larmende kommentar til Danmarks udlændingepolitik, 24-års reglen, og den dobbeltmoralske accept af prostitution og kvindehandel. Det er noget af en lussing at læse Holm. Hun er ikke tilfreds med blot at spekulere i underholdning og gys, men giver i den grad sin læser noget at tænke over. Det er absolut genoprejsning til den danske krimi. Og så kan et par af de store svenske dronninger for min skyld godt abdicere.

Læsernes Bogpris 2008 Stem på din favorit

Hvad mener du om bogen?

Berlingske forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:

- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger

Ved at debattere accepterer du, at Berlingske Tidende herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.berlingske.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.

Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes netredaktion