Denne på én gang nøgterne og poetiske beskrivelse er én blandt mange smerterige og lysende erindringsglimt i »Det søde med det sure«. Skarptskårne udtalelser har mejslet sig i forfatterens sind og flytter nu ind hos læseren. Man får undervejs indtryk af, at Dorrit Willumsens formidable evne til at fange det barokke i en situation, set lidt udefra, er opstået tidligt i hendes liv, sammenhængende med følelsen af at være tilovers. Som hun formulerer det et sted i erindringerne:
Få forfattere i det her land kan skrive så klart og med så fin iagttagelsesevne som Dorrit Willumsen. Hun er yderst følelsesmæssigt opmærksom, og styrken i følsomheden lyser ud af hendes krystalklare og ærlige erindringer, »Det søde med det sure«.
Suppen er tyk som kvalme, og med ét forandrer verden sig for lille Dorrit. »Du skal ikke neje, når du får noget af mig,« forklarer den rødmende, netop hjemvendte mor, Dorrit kun har kendt som »pigen på billedet« i hjemmet hos morforældrene. Selvfølgelig går det galt i den lyse møbelforretning, hvor de skal købe en seng til dansende og hoppende Dorrit, der hidtil har sovet i mormorens seng. Dorrit falder i kådhed, og hjernerystelsen er der ingen, der tager notits af.
Lysende glimt
»Nu åbner de voksnes verden sig som alle lågerne i en julekalender, og de vil være fri for mig.«
Intet går upåagtet hen for den intelligente og bekymrede unge Dorrit. På grund af lavt stofskifte går hun jævnligt til kropslig eksamen og må lide under omverdenens mindre følsomme kommentarer, som da hendes udfoldelse i gymnastiktimen bliver kaldt »frikadellens flugt over plankeværket«. Lærernes fokus på hendes nervøsitet lægger yderligere grunden til en selvudslettende optræden.
Da hun skal begynde i gymnasiet, må hun forberede sig på overhovedet at turde gå ind. Godt, at hun kom ind over tærsklen, for det er her i gymnasiet, at hendes store sprogtalent opdages. En karakteristisk melankolsk tone mærkes som en strøm under de ofte humoristiske og altid yderst opmærksomme iagttagelser af livet omkring hende på Nørrebro og senere Vesterbro i København.
Det smertelige savn
Savnet af faren er et smertepunkt. Hans stemme sprang kun kortvarigt rundt på møblerne, som hun beskriver det. Det er morfaren, der leverer den nødvendige varme, blandt andet i kolonihaven med de mystisk lysende græskar.
Den humoristiske og let fremmedgjorte beskrivelse af skiftende ansættelser, bl.a. på laboratoriet på Schous Fabrikke, er der en mandlig medarbejder, der fortæller hende, at hendes øjne er som Venedig, og det er på dette tidspunkt, hun for alvor i en sommerferie kaster sig frihedsberuset over at skrive. Det leder i bogen frem til det afgørende møde mellem Dorrit Willumsen og Jess Ørnsbo.
Dermed står porten åben til et nyt livsafsnit, og det er vanskeligt som læser at vente på en fortsættelse. »Det søde med det sure« er et lysende vidnesbyrd om sprogets uendelige muligheder i hænderne på Dorrit Willumsen, og tanken ledes flere steder hen på hendes debutbog, novellesamlingen »Knagen« fra 1965. Hun har altid kunnet den sjældne kunst at koncentrere sit udtryk. Hvor er det dog herligt at dykke ned i en erindringsbog med så megen ærlighed og så mange syrede synsvinkler, der skaber et stort mentalt rum, hvis atmosfære læseren ikke vil glemme.
