En katolsk præst, der aldrig har fundet troen. En finansmand, der er på nervemedicin, og som taber penge. En kunsthistoriker, der selv maler billederne for den maler, han er specialist i.
Tre brødre, hvis liv baserer sig på bedrag og livsløgne, og hvis far, Arthur, forlod dem, fordi en hypnotisør fik ham til at drage ud i verden og realisere sit potentiale som forfatter - med en succes, der er større end sønnernes og med en første roman, der foranlediger en hel stribe af selvmord. Således ser persongalleriet ud i den tyske forfatter Daniel Kehlmanns nye roman med den korte titel »F«.
Forfatteren fik et vældigt gennembrud i 2005 med romanen »Opmålingen af verden«, som handlede om de to store tyske naturvidenskabsmænd Humboldt og Gauss - en humoristisk og vis roman om deres trakasserier med at være klogere end deres tid. Siden har vi på dansk også fået kunstnerromanen »Jeg og Kaminski« og den flersporede »Berømmelse«.
»F«, hvis titel kan henvise til familiens navn, Friedland, til »fiktion« eller »familie« m.m., er skrevet med den samme skarpt-ironiske tone som forgængerne, og også her undersøges det, hvad det er, der skaber et menneske. I »F« er de tre brødre til stede, da Arthur på hypnotisørens foranledning frasiger sig dem og sit hidtidige liv, og den slags vil jo mærke selv det hårdeste sind.
Men det er ikke Kehlmanns hensigt at fortælle en historie om forældres skyld og børns smerte. Skæbnen er en meget mere kompliceret størrelse og i vid udstrækning underlagt tilfældighedernes spil.
Romanens spekulation i et ironisk hylster
»F« fortælles fra skiftende perspektiver, og ad den vej gives vi forskellige fortolkninger af de samme begivenheder. Finansmanden Eric og kunstneren Iwan er tvillinger, og deler på forskellig vis bevidsthed, mens storebroren, præsten Martin, føler sig dem underlegen.
Kapitlet om Martins kamp med tro, fedme og ladhed tilhører et af bogens højdepunkter. Hans eneste egentlige mål i livet er at blive mester i løsning af Rubiks terning, han spiser chokolade i smug, når han sidder i skriftestolen, og når nogen i menigheden stiller teologiske spørgsmål, stanger han altid standardsvaret ud: Det er et mysterium!
Heldigvis deler Kehlmann ikke Martins ladhed, for selv om han så åbenlyst rejser flere spørgsmål, end han giver svar, så er de stillet med en omhu, der lader læseren spekulere videre og videre, og det er jo den slags, der gør en stor roman.
Det er oplagt, at Kehlmann kan indplaceres i den store tysksprogede romantradition, der også tæller Thomas Mann, Robert Musil, Max Frisch og mange andre uomgængeligheder - han er litterært bevidst, vidende og skarp i de bagvedliggende analyser af både eksistensen og samtidskulturens dårskab. Og han er en ironiker, bidende og spids, men med et forsonende humoristisk overskud.
Niels Brunse har med vanlig sikker hånd sikret en god og flydende oversættelse til dansk. Den slags skal også roses.
