»Hvad er det for en længsel der er drivkraften?«
Sådan spørger svenske Fredrik Sjöberg et sted i »Rosinkongen«, der er tredje bind i hans vidunderligt aparte trilogi.
Først kom »Fluefælden«, der overbeviste læseren om, at »når man giver sig til at studere insekternes verden, må man være forberedt meget, også inde i sig selv.«
Siden fulgte »Kunsten at flygte«, hvor Sjöberg forsøgte at finde de livsbrikker, der udgjorde den afdøde svenske naturmaler Gunnar Widforrs, som er glemt i Sverige, men et kendt navn i USA.
Med »Rosinkongen« afslutter Sjöberg så sin trilogi, og gør det vidunderligt med fortællingen om Gustaf Eisen. Eller mere præcist fortællingerNE om Gustaf Eisen, der levede 1847-1940 og nåede at leve adskillige liv: Han var en anerkendt regnormeforsker, som Charles Darwin nævner flere steder i sine optegnelser.
Han var forfatter og skrev efter at være stødt på det, han mente var den hellige gral, et pragtværk. Og han var nær ven med August Strindberg, der også skrev en novelle om ham.
Som om det ikke var nok, nåede Eisen også at dyrke vin, få etableret en nationalpark og skrive den definitive bog – med afsæt i sin videnskabelige skoling – om rosinindustrien i USA.
Sjöbjergs mange talenter
Alt dette spejler Sjöberg i sit eget liv. Han er – som biolog, forsker, to gange æresdoktor og kulturskribent – også en mand med mange talenter og historier bag sig. Og når han stiller spørgsmålet »Hvad er det for en længsel der er drivkraften?«, stiller han det ikke bare til trilogiens mange fascinerende mennesker, men også til sig selv.«
Et sted i »Rosinkongen« svarer han, at »Kærligheden kan forklare næsten alt i et menneskes liv«. Det undselige »næsten« er vigtigt. For der er også noget andet i spil, noget ubekendt, som griber ind i ethvert menneskes liv, og som end ikke en bog kan fange.
Om Eisen skriver Sjöberg, at han »var et puslespil med alt for mange brikker«. Klædeligt bevidst om sit projekts umulighed. Men noget af det, der ifølge forfatteren havde indvirkning på Eisens fabelagtigt interessante liv, er pengenes logik.
Om den skriver Sjöberg ellers: »den tarvelige kapitalisme er nu en gang for alle et af civilisationens lavere stadier, hvis tomhed man sjældent indser før man har gjort sig sine egne erfaringer.«
Det kan man jo godt være enig i. Men samtidig er det blandt andet penge og pengenød, der driver Eisen mod nye oplevelser og på den måde er et formende aspekt i den livshistorie, Sjöberg er så fascineret af.
Sammenhæng i det sammenhængsløse
Og Sjöbergs sprog og stil er som skabt til at beskrive mennesker som Eisen; altid med på digressioner og farverige historier om kunstnere og forskere og med en helt særlig evne til at glide fra et emne til et helt andet, uden at læseren finder det abrupt eller underligt.
Det er Sjöbergs force. At den uhyre sjældne flueart Callicera eksempelvis kan optræde på samme side som Strindberg. På den måde viser Sjöberg, medrivende og med lune, at skriften og litteraturen kan skabe sammenhæng i det tilsyneladende sammenhængsløse.
»Rosinkongen« er som sine to forgængere på én gang gammeldags og moderne. Kulørt som en gammel drengebog og forankret i nutiden med sin udfordrende fortælleform.
For er det biografi, selvbiografi, roman eller essay, Sjöberg skriver? Svaret er ikke et enten-eller men et både-og. Derfor er bogen også en original, svimlende oplevelse – og ét langt medrivende forsvar for fordybelsen, eventyret og litteraturens kraft.
