Henrik Wivels »Slægtskaber« er en essaysamling i den store stil. De femten stykker i bogen, der alle handler om forholdet mellem kunstnere, kunstarter og erkendelsesformer, spænder sig med imponerende dristighed ud over et tidsmæssigt rum på fem hundrede år.
Med Platons metafysiske længsel, Goethes begreb »Verdenskunst« og Nietzsches erklæring om Guds død som nogle af de idémæssige pejlemærker bevæger Henrik Wivel sig fra Rafaels »Skolen i Athen« og Michelangelos indsats i Det Sixtinske Kapel til Andy Warhols ikoner fra det 20. århundrede.
Hvad der ligger ind imellem er bestemt ikke det mindst betydningsfulde i forfatterens optik, og halvdelen af bogens fremragende tekster kredser om den aristokratiske radikalisme og Guds død, den sublime nihilisme, symbolismen og det sjælelige gennembrud i de tiår omkring 1900, som i ganske særlig grad er blevet Wivels kritiske hjemmebane.
Parvis gennem kulturen
I sit forfatterskab har Henrik Wivel lige fra begyndelsen pendlet mellem litteraturen og billedkunsten, og i »Slægtskaber« er et af de bærende greb de stadige perspektivudvidende og øjenåbnende korrespondancer mellem kunstarterne. Renæssancekunstneren Andrea Mantegna danner par med Inger Christensen, Rembrandts raderinger og Thomas Kingos passionssalmer vokser frem af det samme mørke, og rokokomaleren Watteau og pietisten H. A. Brorson møder hinanden under den delikate overskrift »Sjælens honningbrød«, og Henrik Wivel skriver så udsøgt smukt om 1700-tallets erotiske puls og spirituelle sensualisme, at det er en ren lyst.
Sit afgørende tyngdepunkt har »Slægtskaber« alligevel i de essays, der samler sig omkring år 1900. Hvad Henrik Wivel skriver om den uhyrlige realitet i L. A. Rings landskaber og om åndemusikken hos Svend og Vilhelm Hammershøi er noget af det mest indtrængende, analytisk skarptseende og følsomt medlevende, der er formuleret om periodens malerkunst.
Skarpsindigt og udsøgt
En særlig force har bogens essays om de epoketypiske malere i forfatterens dobbelte beredskab, der hele tiden åbner for de særlige sidebelysninger og erkendelsesmæssige udvidelser. Omkring sådanne hovedstykker står brillante tekster om Nietzsche og Selma Lagerlöf, om de to svenskere August Strindberg og Victoria Benedicktsson og om eneren Arild Rosenkrantz, hvis billeder kom til at stå i afgørende gæld til Rudolf Steiner. For nu bare at nævne endnu nogle enkelte af de mange bemærkelsesværdige essays i bogen
»Kunst er kommunikation med det ukendte og uerkendte«, står der på bagsiden af »Slægtskaber«. Henrik Wivels store styrke er, at han kommunikerer så indlysende klart og indtrængende tankevækkende om kunsten, det ukendte og det uerkendte, at både verden og kunsten for alvor udvider sig for læseren. Horisonten er imponerende, tolkningerne er skarpsindige, sproget er den rene fornøjelse, passionen er ikke til at tage fejl af. Hvad mere kan man ønske sig?
