Sin egen lykkes dukke

Kim Fupz Aakesons og Rasmus Bregnhøis billedbog, »De forbandede dukkers land«, er en varm og fuldfed kleenex-klassiker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark har en flittigt skrivende skare af børnebogsforfattere, der årligt leverer op mod 800 nyskrevne danske titler. Og her tegnede d’herrer Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi sig i 2012 alene for 30 af slagsen. Lavet enten sammen eller hver for sig.

Det kreative makkerpar satte trumf på året med billedbogen »De Forbandede Dukkers Land«, en eventyrfortælling i ni kapitler. Det er en varm og fuldfed kleenex-klassiker, som handler om de uendeligt ensomme og udstødte, som går så meget grumt igennem, før de finder deres eget paradisiske sted.

Bogens først ord er: »Bob havde det godt«. Og den strikkede dukkemand bliver »rent faktisk leget med«, inden han forbandes og smides væk af pigen, som ejer ham. Er alt håb da ude? Nej, for i mødet med den stovte negerdukke Miss Musse uden underkrop, men med visioner om »De Forbandede Dukkers Land«, starter eventyret.

Undervejs gennem storbyen støder de to dukker ind i en fladmast, misantropisk krokodille med omkvædet »Det ender alligevel galt, ja, ja«, sådan lidt à la Æselet i »Peter Plys«. Og endelig slutter en armløs, irriterende dulledukke, Dukkebarnet, der bander som en havnearbejder, sig til selskabet.

Vi er i det totalt skæppeskønne Fupz-Bregnhøi-land med modgang og overvindelse i hvert kapitel. Bregnhøi er visuelt veloplagt og digter muntert løs med en mageløs detaljerigdom. Og Fupz har sjældent været bedre og mere sprogligt generøs. Han spreder sine vante vendinger »klart nok«, »mon ikke« og »hvad ellers« med let hånd og er rundhåndet med fine formuleringer som: » ... hviskede Forbandede Bob, der ikke var god til at drømme om noget, der ikke var der.«

Tekst og billeder har substans, kanter og et skarpt fokus på den vedkommende morale, som her aldrig bliver sentimental eller klæg. Budskabet om, at alt kan overvindes med tro, håb og kærlighed godt summet op med sammenhold, snedighed og udholdenhed, er vel ikke det værste at starte et nyt år med. »De forbandede dukkers land« er en af 2012s suverænt bedste billedbøger!