Nydelige forhæng bliver trukket væk. Og tæpperne med. Det finere borgerskab omkring forrige århundredeskifte må se virkeligheden i øjnene, både hvad angår økonomi og erotik.
Fay Weldon kaster sit skarpe blik på overfladiskhed, dobbeltmoral, snobberi og de tætte bånd mellem samfundsmæssig position, økonomi, ydre fremtoning og fysiske behov. Fay Weldon, som gennem de seneste fire årtier har skrevet om moderne kvindeliv, tager med »En passende aftale« hul på en trilogi om kærlighed og arv og viser hermed, at hun både er sprogligt spændstig og særdeles klarhjernet.
Hun skrev i sin tid første episode af tv-serien »Herskab og tjenestefolk«, der senest har inspireret tv-serien »Downton Abbey«, og det er en lignende helhedspræget synsvinkel, vi nu får i »En passende aftale«, hvor tjenestefolkene ved alt, da de jo reder sengene og bringer oplysninger fra hus til hus.
Dilberne-familiens investeringer er gået tabt, men facaden udadtil skal holdes. De kan ikke sælge antikviteterne og malerierne, da det vil tale et alt for tydeligt sprog, og Prinsen af Wales kommer jo til middag! Kampen for at finde en rig arving, som den attraktive søn Arthur kan bejle til, starter.
Men er Minnie O’Brien fra Chicago med den vulgære mor og kvægavlerfaren den rette? Og kan Arthur glemme sin storbarmede elskerinde? Her får vi en overraskende kritisk vinkel på begær, hvor der er langt fra dét, der et sted beskrives som den »rosa nydelse« til dét, der hos Arthurs elskerinde fremstår som at træde ind i den dyriske verden. Der er lagt et lækkert klæde over drifterne: »Gul silke, lyserødt flor, hvid mink, højrød damask, men under det lå hele tiden svinestiens sorte mudder«.
Weldon morer sig over mudder og modsætninger, og læseren gør hende gerne selskab. Med de skarpe replikker, den sceniske fremstilling og det humoristiske glimt i øjet er der lagt op til tv-serie. Alvoren bliver tydelig, når man indser, at Weldon spejler vor tids uhyre bevidste netværksdannelser i »En passende aftale«. Vi ser med smil frem til mere silke og svinesti.
