Sigurds historie i børnehøjde

Den populære vært fra børne-TV har i samarbejde med eksperter fra Nationalmuseet skrevet en ny danmarkshistorie for børn. Den er befriende udogmatisk og er – selv om den kan være lidt sukret til tider – en fin indføring i vort lands historie.

Sigurd Barrett fortæller levende og apolitisk verdenshistorie til børn - men kunne godt have mere kant. Fold sammen
Læs mere

Forfatteren og entertaineren Sigurd Barrett har skrevet en fornøjelig danmarkshistorie for børn i samarbejde med Nationalmuseet, hvor flere medarbejdere er listet op som fagkonsulenter. De to bind begynder tilbage i istiden, hvor Danmark var dækket af is – ikke chokoladeis eller jordbæris, men kæmpestore isflager, som Sigurd Barrett fortæller på sin finurlige måde. Danmarkshistorien er illustreret af Jeannette Brandt, der med sin pudseløjerlige og nuttede streg rammer Sigurds sprogtone meget godt.

Sigurd holder sig selvfølgelig ikke til en kildenær danmarkshistorie. Her bliver digtet lystigt, og Sigurd gengiver uden større kvababbelser neandertalernes sprog og stenalder-folkenes samtaler. Ideen er selvfølgelig at give mæle til de ellers tavse forhistoriske mennesker, så børn kan identificere sig med dem, og sammen med tegningerne tror jeg, at det nok skal virke. Både Egtvedpigen og Grauballemanden optræder lyslevende og taler til børnene i et moderne sprog, som læserne nok kan forstå.

Sigurd anlægger i det hele taget en munter tone. Om vikingetogterne hedder det, at de dræbte de fremmede mænd: »Hvis der var kvinder, tog vikingerne også dem. Faktisk var der nogle af de engelske kvinder, som med glæde fulgte med de danske vikinger. For de var stærke og flotte – og så havde de moderne skæg!« Moralske vurderinger er i det hele taget fraværende fra bogen, hvor Sigurd fortæller muntre historier selv om blodige begivenheder. Efter vikingetiden lægger han stor vægt på nationale helteskikkelser som Skipper Clement, Gøngehøvdingen og Tordenskiold. Kongerne spiller naturligvis en stor rolle, og Christian IV får selvfølgelig en bred omtale, både for det gode og mindre gode, som han gjorde.

Krigene med Tyskland i 1800-tallet får ligeledes flere ord med på vejen, og her har Sigurd også en personlig finger med i spillet. Han fortæller om genforeningen i 1920 og om, hvordan kong Christian X red over grænsen på sin hvide hest og løftede en lille pige op på hesten. Ved siden af stod en anden lille pige, og Sigurd fortæller: »Det var smukt. Ved siden af den lille pige stod en anden lille pige. Hun var fire år og ville også gerne have været oppe på kongens hest. Men hun smilede alligevel og vinkede. Jeg ved det, for denne lille pige var min mormor.«

Der er selvfølgelig ikke let at fortælle om nazismen og besættelsen, så børn kan forstå det. Sigurd udelader da også de værste gerninger og fortæller om de mindre blodige. Han får dog samarbejdspolitikken og historien om de danske SS-frivillige med i beskrivelsen. Han balancerer for ikke at tage parti og understreger, at danskerne ydede modstand gennem deres humor og alsang, men nævner kun meget kort det omfattende økonomiske samarbejde. Også modstandsbevægelsen kommer Sigurd kort ind på og får med, at hans morfar, Hans Peter, var med i den.

Efterkrigstidens genopbygning, dannelsen af NATO og velfærdssamfundets tilblivelse beskrives, og det er bemærkelsesværdigt, at NATO omtales positivt. Den kolde krig behandles også, men det forekommer mig, at kommunismens forbrydelser uden begrundelse forbigås. Selv om det er en forfærdelig historie, så må også børn kunne forstå, at den slags »idealisme« kan få forfærdelige konsekvenser.

Til gengæld er der et godt afsnit om Sigurds personlige oplevelse, da Berlinmuren faldt, og han sammen med venner kørte i bil til Berlin for at se, hvad der skete: »Jeg glemmer aldrig vores tur til Berlin. Aldrig før havde jeg prøvet at være vidne til noget verdenshistorisk, men her oplevede jeg det – lige foran mig.« Den slags personlige indspark måtte Sigurds gerne have leveret flere af.

Sigurd går helt op til nutiden, og undervejs beskriver han den kulturelle og politiske udvikling og får både popgruppen Aqua, Muhammed-tegningerne, astronauten Andreas Mogensen og terroren i København i 2015 med. Han undgår bevidst, må man formode, at tage stilling og vurdere. Danmarkshistorien er fortalt, uden at forfatteren afslører sin egen indstilling, politiske holdninger eller ideologiske grundlag. Alligevel er det klart, at hans fremstilling repræsenterer et historisk grundsyn. Her er ingen klassekampsanalyse, som ville have været uundværlig i en historiebog for børn fra 1970erne. Der er ingen onde kapitalister og ingen afstandstagen fra nationalisme eller NATO, som – til oplysning for unge mennesker født efter 1970erne – var et hadeobjekt på venstrefløjen. Der er ingen kritiske pegefingre ad kristne forkyndere og nationale helte, og man fornemmer en stille glæde over det velfærdssamfund, som politikerne og folket skabte sammen. For det danske fællesskab synes at spille en hovedrolle for Sigurd, hvilket jo også er en politisk bekendelse.

Den godmodige, apolitiske og positive grundtone, som Sigurd har valgt, holder næsten hele bogen igennem. Man kan mene, at han til dels taler ned til børnene, fordi han ikke fortæller dem hele den brutale virkelighed, men svøber den ind i bløde vendinger og udeladelser. Men for pokker, det er jo børn, og hvis de fatter interesse for historien, så kan de jo altid senere i livet læse om alle tragedierne. Personligt tror jeg nu nok, at børn også gerne vil have virkelighedens brutalitet med i lidt større doser uden at forsukre den med chokolade- og jordbæris.

Forfatter: Sigurd Barrett.
Illustrationer: Jeanette Brandt
Bind 1: 283 sider og bind 2: 283 sider
Hvor: Politikens Forlag.
Pris: 400,00 kr.