Nogen bør snarest muligt lave filmen om Stieg Larssons liv. Og selvfølgelig beskrive den uhørt dramatiske november måned i 2004, hvor Millennium-serien kom på skinner, Nordstedts Forlag var klar til at betale 600.000 sv.kr. i forskud, og et nyt paradisisk kapitel i den manisk flittige og halvfattige Larssons liv - med udsigt til oceaner af frihed, sundere livsstil og en arkitekttegnet skriverstue på en øde ø sammen med sjæleveninden Eva Gabrielsson - stod for døren.
Det var alt sammen noget, parret, der levede papirløst sammen på 32. år, havde fantaseret om samme år i en lykkelig sommermåned ude i Stockholms skærgård. De planlagde en fælles, forsinket 50 års-fest, hvis surprise party-moment skulle være, at der i virkeligheden var tale om et bryllup. Nu Stieg ikke længere skulle skrive højrisikobetonede artikler om højreekstremistiske grupperinger i Sverige, behøvede han ikke længere at stå opført som »ugift« i alle offentlige registre. Og brylluppet skulle fejres med den portvin, Stieg og Eva havde købt i Portugal 2001 - »Quinta do Noval 1976«, der også står i Lisbeth Salanders nye lejlighed i Millennium-seriens andet bind.
»Vinen står fortsat i mit køkken,« fortæller Eva Gabrielsson i sin bog »Millennium, Stieg och jag«, der er en 150 sider lang fragmentarisk berettelse om hendes liv og - frem for alt - om hendes liv med journalisten, aktivisten og forfatteren Stieg Larsson, hvis tre krimier i dag er solgt i 47 millioner eksemplarer.
Mistet tilliden
Gabrielssons bog udkom i går i Frankrig, Sverige og Norge, og den er kommet til verden via en fransk ghostwriter ved navn Marie-Francoise Colombani, tidligere chefredaktør for tidsskriftet »Elle«. Grunden til den franske forbindelse er enkel. Stieg Larssons »enke« føler ikke længere, at hun kan stole på nogen som helst i Sverige. Det forstår man godt efter at have læst denne selvbiografiske thriller, der også kunne have heddet »Kvinden der blev snydt, så vandet drev«.
Skulle nogen, forhåbentlig snart, få lyst til at dreje filmen om Stieg Larssons på én gang heroiske og tragiske liv, så skal de ikke kun kigge på den elskede morfars død i 1963, der betød, at ni-årige Stieg måtte tilbage til sin far, mor og lillebror, der ikke havde magtet at passe Stieg. Og filmen skal heller ikke dvæle unødigt længe ved teenagerens chokerende oplevelse af en voldtægt på en campingplads i Umeå, der lagde grunden til Larssons feministiske credo: »Mænds vold mod kvinder kan ikke bortforklares«.
Næ, dér hvor en eventuel kommende film om Stieg Larsson virkelig skal ind og bore, er i alt det, der skete lige efter, krimiforfatteren in spe var blevet begravet, og det stod klart, at intet juridisk bandt ham og Eva sammen, og fjerne slægtninge som far Erland og lillebror Joachim, som Stieg aldrig fik noget lykkeligt forhold til, gik i gang med at forvalte arven efter den fortabte søn.
Dobbeltmoral
Det er en rystende historie, der også involverer et dobbeltmoralsk, for ikke at sige skruppelløst forlag, samt en svensk lovgivning, skrevet med oldnordiske blodsbånd, som Eva Gabrielsson fortsat prøver at få nogen til at løsne. Efter 32 års samliv med Stieg Larsson mistede hun alt, selv hendes og Stiegs lejlighed, men takkede også nej til 20 millioner i erstatning fra den nyrige Stieg Larsson-slægt oppe i Västerbotten, fordi pengene dybest set var et hold-kæft-bolsje.
Eva Gabrielsson hverken kan eller vil holde mund, fordi hun mener, at hele verden har begået kommercielt overgreb mod en forfatter, der i thrillerens form mere end at underholde ønskede at påpege den politisk-moralske råddenskab i det svenske velfærdssamfund. Hun vil mindes en mand, der aldrig »solgte sig for karriere eller penge« og ligesom sine bøgers Pippi-agtige heltinde kunne være benhård og føle sig som et redskab for »Guds hævn«. Det er også titlen på fjerde bind i Millenium-serien, hvor Lisbeth Salander - ifølge Eva Gabrielsson - »gradvis gør sig fri fra sine dæmoner og fjender, og hver gang hun har hævnet sig på en person, som har skadet hende fysisk eller psykisk, fjerner den tatovering, som repræsenterer netop dette onde«.
Godt gemt
Den aldrig færdiggjorte bog på 200 sider befinder sig efter alt at dømme i den computer, Eva Gabrielsson nåede at redde, før den svenske stat og slægten Larsson gjorde krav på krimiforfatteren. I computeren ligger også journalistens gamle oplysninger om nøglepersoner i højreekstremistiske bevægelser i Sverige. Man forstår godt, at Gabrielsson gemmer den computer godt og slører fjerde Millennium-binds eksistens med forblommede bemærkninger. Hvorfor skulle hun lade Stiegs slægt tjene flere millioner på en søn, de ikke ville vide af?
I stedet har hun skrevet sin egen lille bog om sin sidste sommer med Stieg. En biografisk informativ, dramatisk, trist og samtidig smuk historie om livet, der altid overgår fiktionen.
