Sidste kapitel om en irsk rebel

Roddy Doyle lukker sin trilogi om IRA-manden Henry Smart med »De dødes republik«

Foto: Scanpix
Med »De dødes republik« afslutter irske Roddy Doyle sin trilogi om frihedskæmperen Henry Smart og har hermed leveret et vægtigt bidrag til vores forståelse af det moderne Irlands historie.

Vi har tidligere fået de to første bind på dansk – »En stjerne ved navn Henry« og »Oh, play that thing« – og lad det være sagt med det samme: Det giver ikke mening at springe disse to bind over, inden man læser »De dødes republik«. Dertil er der for mange forudsætninger, som mangler, for meget der kommer til at virke indforstået.

Lettere bliver det ikke af, at romanen fortælles fra Henrys perspektiv, og at han mentalt er temmelig medtaget. Hans hukommelse er fuld af huller og hans identitet skrøbelig som et korthus. Doyle skal roses for den fingerspidsfornemmelse, hvormed han lader dette medtagede sind præge fremstillingen. Men som sagt, så kræver den, at man kender til forudsætningerne for at fungere.

Ved udgangen af det andet bind af trilogien havde Henry mistet et ben og var kravlet ud i Utahs ørken for at dø. Her bliver han samlet op af filminstruktøren John Ford, som også har irsk baggrund, og som beslutter sig for at lave en film om Henry. Den film findes faktisk i virkeligheden og hedder »The Quiet Man«, er fra 1952 og har John Wayne og Maureen O’Hara i hovedrollerne.

Digter på virkeligheden

Doy­le bygger i den henseende på virkelige begivenheder, men digter videre på dem, og grænsen mellem virkelighed og fiktion er i den henseende grå. Ford, fordrukken og opfarende, ønsker at skabe et autentisk billede af modstandsmanden og af den irske folkesjæl, men hans forestilling er præget af stereotyper og begrænsninger pålagt af producenten. For Henry bliver arbejdet med Ford derfor også en kamp for at opretholde sin egen identitet og holde den fri af Fords mytologisering.

Vi følger Henry tilbage til Irland, hvor han får arbejde som pedel på en skole og ved et tilfælde involveres i et IRA-bombeattentat. Snart finder han sig selv i centrum af friheds­kampen igen – men ikke frivilligt.

Om end man ind i mellem kunne ønske, at den havde været lidt strammere i kompositionen, da er »De dødes republik« en flot og velskrevet afslutning på trilogien, smukt oversat til dansk af Jørgen Nielsen.

Doyles velkendte humor og ironi får et ekstra tvist i retning af det sarkastiske og karikerede, og han giver herigennem udtryk for underliggende bitterhed, der stikker dybt og ikke blot er hans, men en hårdt prøvet nations.