Shu-bi-dua-guitarist skuffer med biografi

Han har lavet mere end 400 sange og har været hovedkraften i Shu-bi-dua i en menneskealder. Nu har Michael Hardinger så skrevet sin selvbiografi, men det skulle han nok have ladet andre om.

Shu-bi-dua med Michael Hardinger (t.v) og forsanger Michael Bundesen (th) er samlet for første gang i årevis tirsdag aften d.18.maj 2010 i Nordisk Films storte studie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Goddag i stuen.«

Sådan indleder Shu-bi-dua-guitaristen Michael Hardinger sin nye selvbiografi, »40 år i A-Dur«.

Jamen, goddaws med dig, Michael.

Så er niveauet ligesom lagt fra start. Helt nede på det joviale leje, som ligger helt i tråd med Hardingers øvrige kunstneriske meritter, der spænder over alt fra Krummefilm til julekalendere og Melodi Grand Prix. Denne form for hyggeonkel-agtige tilgang til tingene er selvfølgelig en stil, som har sine tilhængere, men hvis man ikke har større litte­rære ambitioner med sin selvbiografi end sådan en indledning, så burde man måske have ladet være. Eller have ladet en anden skrive bogen. Eller måske bare have fået den redigeret.

Og det, selv om Hardinger allerede på flappen sender en advarsel om, at bogen er skrevet »nogenlunde som jeg taler« og ikke har haft nogen ghost-writer, og at tegnsætningen i øvrigt er, som det behager forfatteren. Godt så. Men hvad så med selve indholdet? Et helt liv på toppen af poppen må da give rum for nogle saftige historier. Shu-bi-dua har trods alt været soundtracket til en del af vores fælles historie, har solgt plader i hundredtusindvis og været det tætteste, man kommer på national allemandseje.

Efter en kort fortælling om det, der lyder som en fuldstændig harmonisk barndom og opvækst, kategoriseret under titler som »Sommerferier i Danmark 1955-1961« og »Rejser med min far«, bevæger vi os da også hurtigt over i historien om shubberne. Og ja, masser af anekdoter bliver det da til, men lige så snart Hardinger nærmer sig noget seriøst, bliver det serveret med et skuldertræk eller en undskyldning såsom »Lidt kedelig teknik-snak«.

Hvorfor? Rent poparkæologisk er det da mere interessant at få at vide, at man kan høre et glasaskebæger skvatte ned fra trommesættet på nummeret »Knald i Låget« på »Shu-bi-dua 3«, end at alle i Shu-bi-dua var glade for at besøge landets pølsevogne. Bandets problemer og opbrud efter udgivelsen af »Shu-bi-dua 7« burde have stof nok til en helt bog, da Shu-bi-dua på det tidspunkt var vokset til en rimelig stor forretning med eget pladeselskab med mere, men konflikterne bliver nødtørftigt behandlet over et par sider. Det samme gælder bandets kontrovers med den nu afdøde kritiker Torben Bille, som Hardinger lige nævner i et par linjer. Shu-bi-dua skrev trods alt en hel sang, »Billen på bladet«, om kritikeren, så der kunne godt have være plads til lidt mere refleksion om dén krig.

Intentionerne med denne bog er som sådan fine nok. At skrive en jordnær og no bullshit-biografi om et liv i popbranchen og det, der følger med. Men sigende for bogen er det, at den bliver mest interessant, når Hardinger til sidst bevæger sig væk fra offentlighedens rampelys og eksempelvis beskriver, hvordan det er at give koncerter i Afghanistan under krigen, og hvordan han i de senere år har købt og solgt huse i USA. Måske fordi han her giver lidt af sig selv og ikke blot er den, der fortæller de dårlige vittigheder. Dem indeholder denne bog desværre lidt for mange af.

Hvem: Michael Hardinger

Hvad: »40 år i A-Dur«. 200 sider. 249 kroner.

Hvor: Bladkompagniet