SF - nu med kællinger

Det tog mange år, før SF kunne acceptere »kællinger« - som det hed - i de ledende organer. Og endnu flere, før fjällrävene droppede hængekøjen, fremgår det af Hans Mortensens nye bog

Bogcover. Fold sammen
Læs mere

Ved folketingsvalget i 1977, hvor SF var ved at forbløde, røg de fleste af de såkaldte larsenister eller traditionalister, der havde gjort turen med Aksel Larsen fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) til de Socialistisk Folkeparti, ud af Folketinget, og partiets nye gruppeformand, Ebba Strange, fik denne salut med på vejen af én af de detroniserede, Henning Philipsen: »En kælling som gruppeformand! Det var aldrig gået i min tid.« Sådan var holdningen i SFs ledende lag, da 1970ernes græsrødder - med Morten Langes ord de gulerodsspisende, hjemmefødende barfodsgængere - holdt deres indtog i partiet.

Hans Mortensen, forfatter til nogle gedigne journalistiske bøger om partier og aktører i moderne dansk politik, sætter i » Den røde tråd. SF og vejen til magten« med rette folketingsvalget 1977 og det efterfølgende landsmøde som et afgørende vendepunkt for SF.

Her vinder Gert Petersen sin »tofrontskrig« mod på den ene side larsenisterne, der følger den afdøde partistifters linie, at SFs opgave er at trække Socialdemokratiet til venstre, og på den anden side venstre-ekstremisternes revolutionstankegang. Gert Petersen gjorde SF til et parti med klar afstand til den yderste venstrefløj, når det gjaldt demokrati og frihedsrettigheder, og med afstand til Socialdemokratiet, når det gjaldt målet, det socialistiske samfund.

Med sine grundige arkivstudier tegner Hans Mortensen et loyalt og detaljeret billede af et parti, der er et ægtefødt barn af Den kolde krig - og, tilføjer anmelderen, så forfærdelig dansk i sine drømme. Om Aksel Larsen, forløbet op til bruddet med DKP, og SFs første år har Mortensen intet nyt at tilføje. Historien er velbelyst, især takket være Kurt Jacobsens Aksel Larsen-biografi. Det undrer mig måske lidt, at Hans Mortensen ikke har følt behov for at tegne et mere afrundet, sammenfattende billede af Aksel Larsens betydning for SF, som han bare lader forsvinde ud af sagaen.

Med de præcise skildringer af de indbyggede konflikter i SF, der dukker op igen og igen gennem partiets 52-årige historie, bliver Hans Mortensens bog i bogstaveligste forstand en bog til tiden. Det er modsætningen mellem det røde fagbevægelses-SF, der fastholder det socialistiske mål, og det grønne højskole-SF, der minder om De Radikale, og det er konflikten mellem pragmatisme og principper. Urafstemningen efter Gert Petersens afgang om formandskandidaterne, den røde Holger K. Nielsen og den grønne Steen Gade, blev som bekendt vundet af Holger K., der med det nationale kompromis og sit samarbejde med Nyrup-regeringerne rystede SF ud af hængekøjen, men også advarede mod De Radikale.

I dag har Steen Gades linie sejret, og SF er på visse punkter ikke til at skelne fra De Radikale og på andre ikke til at skelne fra Socialdemokratiet. Det er en gammel erfaring i SF, at når den røde farve blegner, er der fare på færde, og en anden gammel erfaring er, at jo længere væk fra magten, SF befinder sig, jo større er vælgersuccesen. Den voldsomme tilbagegang, SF oplever nu, viser, at SF-vælgeren stadig foretrækker principper frem for pragmatisme, og hvilke konsekvenser det har, kan den principløse Villy Søvndal underholde sig med i Hans Mortensens »Den røde tråd« under de lange flyveture.