Set gennem vand

Bøger: Kristian Bang Foss debuterer med lillecharmerende romanskitse.

En fisk i sit rette element - vandet - har kun et begrænset areal, hvorfra den kan se ud af vandet. Resten af vandoverfladen virker, set fra fiskens vinkel, som et spejl, der spejler bunden. Denne tekniske forklaring på fiskesyn, som findes på bagsiden af Kristian Bang Foss´ debutroman »Fiskens vindue«, er samtidig et billede på det syn, hans ungdommelige fortællerjeg er udstyret med. Han ser ikke dybt og drager sammenhænge, men tilbyder os kun et lille lokalt kig på de nære omgivelser. Vi bliver på overfladen, fisk ejer jo ikke psykologi.

Kristian Bang Foss fortæller uhyre detaljeret og stilrent om det mindste (mælkeskum og kaffens mysterier), om en juleferie sammen med kæresten Thóra på Island, om de nærmeste venner og detaljeret og meget langt om en fisketur. I sidste kapitel er jegfortælleren helt forsvundet, fiskens øje har bevæget sig en anelse og fokus er dermed flyttet.

Kristian Bang Foss er tydeligt inspireret af den såkaldte roman noveau, og han klarer det stilistiske til UG. Der står kun, hvad der er, og så er det op til læseren at fylde resten ud, hvis man har lyst. Det kunne godt tyde på, at Thora og jegfortælleren har visse problemer, men som alt andet end det konkrete kig, er det gætværk. Udførelsen til trods kan man dog ikke sige sig fri for at kede sig bravt undervejs, særligt den alenlange plotløse fisketur med minutiøse fluebeskrivelser tærer på kræfterne.

Man får lidt fornemmelsen af, at den unge forfatter, født 1977, ganske simpelthen endnu ikke har så meget andet, der brænder på, end ambitionerne om at skrive. Fangsten her er lille, lovende, men uden meget spræl og jeg føler mig overbevist om, at Kristian Bang Foss kan få mere slag med halen, hvis han giver sig lidt mere tid og måske går over til havfiskeri i stedet for at fiske i det lokale brakvand.