Andet bind i en serie er det sværeste. Der er her, seriens univers skal stå sin prøve og her, det viser sig, om hovedpersonerne holder til et længere bekendtskab. I »Skuespilleren« klarer Richard Montanari skærene på rutinen, mens Jens Høvsgaard spiller på charmen i »Den syvende dag« og ender med at skabe forventninger til tredje og sidste bind i trilogien om John Hilling.
Montanari debuterede i 1995, så selv om vi først fik ham på dansk sidste år med »Rosenkransmordene«, har han endnu en serie og flere andre spændingsromaner på samvittigheden. Montanari kan sit kram, og det mærkes tydeligt i »Skuespilleren«, hvor de to politifolk Jessica Balzano og Kevin Byrne igen må på jagt efter en seriemorder, der hærger Philadelphia. Sidste gang stod den på religiøst vanvid, denne gang er det film. Seriemorderen med kælenavnet Skuespilleren efterligner klassiske mordscener fra berømte film og kopierer dem ind i udlejningsfilm, hvor uheldige lånere så kan se hans værk. Første scene, Skuespilleren kopierer, er brusebadsmordet i »Psycho«.
Det kan godt være, det bare er mig, men mit behov for kunstneriske seriemordere kan efterhånden ligge på et meget lille sted. Og alle de fortænkte krumspring, de gør sig, har det med at smitte af på det fortsatte drama om seriens hovedpersoner, i dette tilfælde unge Jessica og garvede Kevin. Det bliver svært at leve sig rigtigt ind i nogen af delene, endsige at tage det alvorligt. Men måske er det heller ikke meningen. Måske skal Montanaris seriemorder-plot beundres i strakt arm som et slags stunt, et stort nummer, hvor forfatteren - ikke ulig seriemorderen - demonstrerer en udsøgt evne til at få det søgte til at falde i hak. Læst på den måde ville det, at Kevin er synsk, hans billedskønne datter døv og den lille nuttede hundehvalp, han anskaffer til sidst, måske også glide lettere ned.
RICHARD MONTANARI: »Skuespilleren«. Oversat af John Jensen. 462 s. 299 kr. People’sPress. Tre stjerner
Kamp mod lyserødt
John Hilling har ikke fået hund, men er til gengæld blevet far og kæmper bravt for, at den lille pige ikke druknes i lyserødt. Men det er ikke det eneste sympatiske ved ekstrabladsjournalisten, når Jens Høvsgaard spinder videre på trilogien om ham. I »Døde prinsesser drømmer ikke« handlede det om kvindehandel, i »Den syvende dag« er det sekter, der står for skud. Hilling er i sommerhus i det vestjyske, da den politimand, han og familien er på besøg hos, kaldes ud. En vækkelsesprædikant fra frikirken Evangeliets Ord har hængt sig. Eller er han blevet myrdet?
Som journalist har Høvsgaard lavet indgående research om både kvindehandel og sekter, men det fine ved hans krimier er, at han forholder sig frit til stoffet og i stedet går efter den originale og spændende fiktionshistorie. Den er båret af Hillings næse for at blande sig i ting, der ikke rager ham, men til slut viser sig at komme os alle sammen ved.
Hilling kommer i nærkamp med vækkelsesprædikantens svenske popsangerkone og en pågående tøs i en grillbar. Og hvor bliver man glad, når al flirt og lir viser sig at være dybt integreret i plottet og ikke bare er det sædvanlige krimipollyfylla. Så selv om Høvsgaard også slår skævere, er der saft og kraft nok i Hilling til mere end en trilogi.
JENS HØVSGAARD: »Den syvende dag«. 347 s. 299,95 kr. Rosinante. Fire stjerner
