Selv tak, sagde Gud

I »Bibelhistorier« gengiver Ida Jessen mundret, mildt og muntert Bibelens største fortællinger. Og de er pragtfuldt illustreret af Hanne Bartholin.

Jonas fra Det gamle testamente i Hanne Bartholins streg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen

Det er ikke spor pinligt. Det bliver det ellers let, når der skrives børnebibel. Alt for ofte er det banalt leflende, eller også er børnebiblerne alligevel ikke børnevenlige.

Men Ida Jessen har med »Bibelfortællinger« begået en mundret, mild og munter genfortælling af Biblens største fortællinger. Fortalt til både børn og voksne. At Ida Jessen har fundet en fortællestemme, der kan læses uden tæerkrympen af voksne, er intet mindre end en gylden nøgle til det bibelske univers.

Ligesom H.C. Andersen fandt fortællegrebet i eventyrene ved at skrive eventyr, som var de fortalt til børn, selvom deres indhold var for voksne, genfortæller Ida Jessen Bibelens historier, så børnene kan følge med i fortællingen - men det er den voksne, der forstår det videre perspektiv.

Som når Kain dræber sin bror, fordi han ikke kan forstå, hvorfor Abel har en lettere gang på jorden end han, eller som når Esau kan tilgive sin bror Jakob det utilgivelige, eller som når Marta bliver vred over, at hendes søster Maria taler med Jesus i stedet for at hjælpe hende i køkkenet.

Fortællingerne vækker umiddelbar genkendelse, men dybest set formidler de handlemåder, som ikke giver logisk mening. Som historier om livet sjældent gør. Men derfor kan de både være sande og meningsfulde, hvad Bibrlens største fortællinger er, hvad enten man tror på Gud eller ej.

Tro, håb og kærlighed

»Bibelhistorier« er elegant og udfordrende illustreret af Hanne Bartholin og modigt tilrettelagt af grafikeren Nanna Arnfred. Meget smukt. Så smukt, at man undertiden har en anelse svært ved at læse teksten, men det er let at bære over med, for de store opslag og de farvemættede illustrationer er dén smule læsebesvær værd.

Bogen ender med Paulus. Hans omvendelse og hans kærlighedsforkyndelse. »Tro og håb og kærlighed. De tre hører sammen. Men størst af dem er kærligheden«, skriver Paulus. Og Jessen fortæller, at Paulus efter, at han havde skrevet det, gik i seng og takkede Gud:

»Selv tak«, sagde Gud. »Du har lige sagt det, lige som det skulle siges«. »Det om kærligheden?« mumlede Paulus i søvne. »Ja, det om kærligheden,« svarede Gud«.

Skulle Ida Jessen med hovedet på puden på vej ind i søvnen have det i sig at sige Gud tak, er jeg ikke i tvivl om, at Gud også til hende svarer: »Selv tak«.

Titel: Bibelhistorier. Forfatter: Ida Jessen. Illustrator: Hanne Bartholin. Sider: 318. Pris: 349 kr.,-. Forlag: Bibelselskabets forlag.