Der er altid flere veje ind i et stort forfatterskab. Det kan læses fra forskellige vinkler, med stort og vidt forskelligt udbytte. Som en krystal, der holdes op mod solen og drejes.
Sådan er det også med Virginia Woolf, der begik selvmord i 1941, men inden da nåede at skrive litteraturhistoriske hovedværker som »Mrs. Dalloway«, »Til fyret« og ikke mindst »Bølgerne«, som med sin titel peger på Woolfs sublimt strømmende prosa: Ordene og tankerne, der løber som vand mellem steder og tilstande. Ikke som romaner plejer at gøre, men tættere på den måde vi reelt tænker og oplever verden.
Før de nævnte klassikere udkom, skrev Woolf naturligvis også. Blandt andet selvbiografiske tekster, som hun siden læste op i vennekredsens The Memoir Club. En dag i november 1920 gjaldt det så »22 Hyde Park Gate«, der er nu oversat til dansk og er del af forlagets Virkeligs prisværdige Bestiarium-serie, hvor kortere tekster af brillante forfattere som Robert Walser, Edith Södergran og Djuna Barnes udgives i sarte, opsigtvækkende smukke omslag.
Men tilbage til Woolf og »22 Hyde Park Gate«, som er ganske konventionel i sin fortælleform, men indimellem stråler på sætningsniveau og samtidig kredser om to forhold, der også siden skulle præge forfatterskabet.
22 Hyde Park Gate er en af de adresser, hvor Virginia Stephen - det hed Woolf, inden hun blev gift - boede som ung og var del af en større sammenbragt familie. I erindringsteksten er hun kun 18, men hendes ambivalente forhold til samfundet og dets konventioner er allerede tydelig her.
Som oversætteren Karsten Sand Iversen skriver i sit gode efterord, er der tale om en »urkonstellation i forfatterskabet«, når Woolf på samme tid fascineres af og væmmes ved det patriarkalske og regelbundne senvictorianske samfund og tiltrækkes af en mere bohemepræget tilværelse.
Traumer skinner i gennem
Det hele dukker op i »22 Hyde Park Gate«, hvor Virginia er til to selskaber, hvor det første handler om giftermål og evindelig etikette, mens det sidste er hos en kunstner, hvor formen er friere, og tankerne flyver højere.
Hvor Virginia er mest optaget af kunstnerselskabet, er hendes stedbror George besat af det borgerlige selskabsliv. Han vil avanceret dér og skulle da også senere gøre det med fornem hustru, respektabelt arbejde und so weiter. Men da vi møder ham, slås han stadig for at blive til noget, og sine steder skildrer Woolf ham kærligt, mens hun i andre passager er forrygende og satiresydende ondskabsfuld.
Et sted skriver hun, at »Det er sandt at han var helt usædvanlig dum.« Et andet at »Hans små brune øjne syntes bestandig at bore ind i noget der var for hårdt for dem at trænge igennem«. Et tredje at »Georges hoved svømmede og dampede som en grydefuld fed irsk stuvning.«
Hvor denne modvilje stammer fra, blotlægges mod slutningen, hvor Woolf skriver, at George ikke bare havde overtaget den afdøde fars position som husets og Stephen-pigernes beskytter, men også var blevet »deres elsker.«
Woolf mente selv, at barn- og ungdommens seksuelle overgreb, som stedbroren Gerald også tog del i, var ødelæggende. At de resulterede i seksuelle hæmninger, skam ved egen krop og andre mere uigennemskuelige reaktioner. Traumer der, lig ambivalensen ved det senvictorianske samfund og drømmen om et andet liv, kan genfindes i resten af Woolfs forfatterskab. Hvis man altså drejer det, så lyset falder rigtigt.
Titel: 22 Hyde Park Gate. Forfatter: Virginia Woolf. Oversættelse: Karsten Sand Iversen. Sider: 31 Pris: 90 kr. Forlag: Virkelig.
