Vi har set Julian Barnes’ smil i mundvigen, når han kaster sig over alvorlige emner som tab og savn i novellerne »Citronbordet« og i det selvbiografiske essay »Ikke noget at være bange for«. I den psykologisk dybdeborende roman »Arthur & George« trak han sløret til side for spørgsmål om fortrængning og skyld.
De samme temaer møder vi i den stærkt overbevisende »Når noget slutter«, som kun kort tid efter, at Julian Barnes modtog Booker-prisen for romanen, nu foreligger på dansk. Som i de foregående værker drejer det sig i »Når noget slutter« om vigtigheden af at se og erkende - mens tid er.
Der er original synsvinkel og væsentlighed fra start, når Julian Barnes trænger ind på erindringens anatomi. Den selvbeskyttende Tony Webster husker i glimt et håndleds skinnende inderside og for længst forsvundet badevand. Og det er ikke kun poesi. Humoren midt i det tragiske optræder i Tony Websters tilbageblik på venskaberne i gymnasietiden og de første erfaringer med »skodsex«. Alvoren er kommet for at blive, da han skæbnesvangert præsenterer sin kæreste Veronica for vennerne - heriblandt den intelligente og tiltrækkende Adrian.
Der er i bogen vue over en række ophør i form af opløst forhold, en senere skilsmisse og Adrians tragiske selvmord. Mangelfuld erindring og den mekanisme, at det, man ender med at huske, ikke altid er det samme, som man har været vidne til, er vigtige elementer i historien. Læseren overraskes over tonen i et brev fra den unge Tonys hånd. Den nu så fredsommelige, uoriginale og uambitiøse Tony har i en jaloux periode i sin ungdom ikke holdt tilbage på aggressive udmeldinger, blandt andet med destruktiv forestilling om tidens hævn. Som det andetsteds så sandt formuleres i romanen: »tiden fungerer ikke som fikservæske, men snarere som et opløsningsmiddel«.
Der er forskel på smertefuld erindring og overkommelig erindring. Da Veronicas mor dør, arver Tony Adrians dagbog, men får den ikke udleveret af Veronica. De to mødes imidlertid, og læseren forstår Veronicas nervøsitet. Tony indser, at han har været for ufølsom i sin opfattelse af hende, og at det er »muligt at være nostalgisk efter både erindret smerte og erindret nydelse«.
Samtidig erkender han sin grundlæggende frygt for overvældende nærhed - og dermed sit nuværende, resignerede og indsnævrede liv. Romanen er lille i omfang, men stor i sit erkendelses- og følelsesmæssige rum, der skaber basis for læserens selvrefleksion. Der er meget at hente i Julian Barnes’ komplekse beskrivelse af tidens elasticitet, erindringens anatomi, uroen og begæret. »Når noget slutter« er romankunst af fornemste og mest vedkommende slags. Stærkt overbevisende læsning. Har man ikke før læst noget af Julian Barnes, må det være her, det begynder.
