Sat ud til friheden

Hans Otto Jørgensens nye roman er en lavmælt fortælling om kærlighed, men hvor blev slutningen af?

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man taler om, at visse store malere dybest set maler det samme maleri igen og igen. Det samme kan siges om forfattere. At der ofte er et begrænset antal af grundfortællinger, som de konstant kredser om. En sådan forfatter er Hans Otto Jørgensen.

Med sin ligesom cirklende, skrabende, stammende og lidt tøvende skrift har han i sine seneste bøger bevæget sig omkring slægtsmiljøet ved Salling og tematikker derfra. Jørgensens nye roman er en smuk lille sag.

Forsiden viser et udsnit af et maleri af den finske maler Helene Schjerfbeck (se hendes billeder, de er så fantastiske), fra 1884. »Døren« hedder det, og ved den lidt frække beskæring er døren nu også blevet stalddør, en lukket en, som kun lader en sprække af lyset udenfor trænge igennem.

To brødre og en kvinde

Sådan en stald er Eskild (født i 1920´erne) på mange måder fanget i. Storebror Kaj har hovedet, han skal ikke i stalden, han skal læse, det sparer familien sammen til, og fra hans vinkel har den tilværelse naturligvis også sit åg i form af alle de opsparede forventninger.

Vi er på slægtsgården, hvor Bedste er indlogeret, og hvor den tyranniske far efterhånden bukker under for sclerosen. Romanen skifter synsvinkel mellem Eskild, Kaj og så den kvinde, de begge forelsker sig i, Silke fra Emdrup. Som først får Kaj, siden vælger Eskild.

Hans Otto Jørgensen kan skildre de her stille eksistenser, mennesker som drives, men ikke ved af hvad, som længes, drømmer, sanser, men ikke har sproget i deres magt. Han kan skrive sårbarheden og fortroligheden frem, så vi ser dem. Som altid er detaljerne på plads, de tekniske, men ikke mindst ordene.

Et barn tilovers

Min eneste anke er, at vi kommer lige vel hurtigt ud af romanen, blandt andet med et barn hængende tilbage i det uvisse. Exodus betyder udvandring. En udvandring vi alle hver især er på, eksistentielt set, men også en udvandring som peger på hele det skift i kulturen, som afskeden med landbrugs- og slægtskulturen åbnede for.

Men som Jørgensen citerer Flaubert for, så er fortiden »ikke død, den er ikke engang fortid«. Hans Otto Jørgensens styrke og særegne litterære kvalitet er, at han også husker den med og i sproget.