Den er ikke særlig sjov. Den er ikke særlig spændende. Den er nogle gange klog, men på sådan en lidt gammelklog måde. Den er svær af finde rundt i.
Så er det overhovedet værd at læse Salman Rushdies debutroman fra 1975, »Grimus«, der nu for første gang foreligger på dansk? Det vender vi tilbage til om lidt.
Først skal det lige slås fast, at Salman Rushdie efter denne skribents og mange, mange andres mening er et af nutidig litteraturs største navne. »Midnatsbørn«, hans anden roman, er et fantastisk mesterværk. »De sataniske vers«, som ændrede hans liv, fordi en gal ayatollah udstedte en dødsdom over det angiveligt blasfemiske skrift, er litteratur på meget, meget højt niveau. Det samme er »Maurerens sidste suk«.
Tre romaner i verdensklasse, det er dog noget. At andet, han har skrevet, så er mindre genialt, kan vi godt leve med. Rushdie er en mester. Prisværdig.
Hvilket fører os til, at samme geniale forfatter jo søndag tager til Odense for at modtage en pris, Hans Christian Andersen Literature Award. Prisens officielle formål er »at hylde H.C. Andersens indflydelse på forfattere i hele verden ved at udvælge prismodtagere, hvis forfatterskab kan knyttes til H.C. Andersens navn og livsværk, f.eks. gennem genremæssige ligheder eller fortællekunstneriske kvaliteter«, men kan man virkelig spore en indflydelse fra H.C. Andersen hos Salman Rushdie?
Tjah. Den er i hvert fald ikke påfaldende. Salman Rushdie har godt nok skrevet et par eventyrlige børnebøger, men i øvrigt er der ikke megen lighed mellem hans forfatterskab og det, som kom fra det fynske verdensnavns pen, så det virker lidt søgt.
Ligesom man godt kan undre sig over, at Sir Salman gider tage helt til Odense for at modtage en pris, der tidligere er gået til den brillante britiske Harry Potter- og krimiforfatter J.K. Rowling, den knap så brillante chilener Isabel Allende og den brasilianske popforfatter Paulo Coelho.
Man skulle ikke tro, at det var bydende nødvendigt for en mand, der allerede er blevet hædret i alle ender og kanter (undtagen af Nobelpris-uddelerne i Det Svenske Akademi, de slapsvanse), at sige ja til en lidt fjollet og diffus dansk pris. Er det mon for pengenes skyld?
Den udødelige indianer
Men tilbage til »Grimus«. Tillad mig et forsøg på et handlingsreferat:
Indianeren Flagrende Ørn er en slags hovedperson. Hans mor dør, lige inden han selv fødes, så han bærer døden i sig, og han bliver derfor kun lige tålt i det samfund, han vokser op i. På et tidspunkt drikker han en gul udødelighedsdrik, og så vandrer han rundt på Jorden i 777 år, syv måneder og syv dage.
Mens han vandrer, leder han efter sin ligeledes udødelige søster, FuglHund, og da han falder gennem et hul i Middelhavet, ankommer han til en parallel dimension på den mystiske Kalveø. Her sætter han sig for at genvinde sin dødelighed.
Her bor der andre udødelige, der er trætte af verden, men som ikke vil opgive deres udødelighed:
To smukke, blege kvinder der sværmer for vores flotte helt. Geniet Ignatius Gribb. Den mindrebegavede grev Aleksandr Tjerkassov. En bordelmutter der vil noget. Etc. Øen styres af en mystisk autoritet, Grimus, og Flagrende Ørn opsøger Grimus, ledsaget af en vis Virgil Jones, hvis navn ikke er tilfældigt, idet det selvfølgelig henviser til den Virgil, der ledsagede Dante på hans lange færd i middelalderens berømteste litterære værk, »Den guddommelige komedie«. Rushdie kan sin litteratur- og åndshistorie.
Undervejs i bogen diskuteres der også mangt og meget. Religion. Udødelighed. Selvmord. Livet. Døden. Den frie vilje eller manglen på samme. Eksistensen af parallelle verdener. Her er et eksempel:
»Et liv, sagde Virgil, rummer altid et højdepunkt. Et øjeblik, forstår du, som gør det alt sammen umagen værd. Retfærdiggør det. Sådan føler jeg det i alle tilfælde. Man er enten på vej hen mod det eller på vej væk fra det. Eller også befinder man sig et øjeblik på det, og så er man ... fuldbyrdet.«
Se, det er jo slet ikke så tosset, det er velformuleret livsvisdom, skrevet af en dengang kun 28 gammel forfatter.
Det her er også en ganske fermt og ganske muntert skrevet scene (det er tykke Virgil Jones, der har sex med sin usandsynligt grimme kone, Dolores O’Toole):
»Et øjeblik blev hun liggende ved siden af ham; så sprang hun op og satte sig overskrævs på ham, mens hendes hænder greb fat i hans kød i store klumper for med barnlig fryd at klemme og vride dem. De lo igen; også Virgil var nu befriet for ulemperne ved sin kropsform.«
Mislykket på højt niveau
Skrive kunne Salman Rushdie allerede dengang, men så alligevel ... Den sproglige virtuositet i en roman som »Midnatsbørn« er ikke til stede. Eller man kan sige, at hvor »Midnatsbørn« oser af en friskhed, som var romanen en genial forfatters allerførste euforisk overskudsagtige roman, så virker »Grimus« mere som en endnu noget famlende, endnu ikke debuteret forfatters forsøg på at få rede på sig selv og sit stof. Mislykket på højt niveau. For nu at sætte det på spidsen.
Er det interessant? Ja, det er interessant. Interessant på den måde, at så at sige alt, hvad Salman Rushdie senere har skrevet, ligger i kim her.
Hele denne sætten spørgsmålstegn ved alt, hele denne lyst til med suveræn intelligens at vise, at intet er virkelig sikkert i denne verden (jvf. også den smukke engelske titel på en af hans essaysamlinger, »Imaginary Homelands«).
Hele den usædvanligt velbegavede skribents jongleren rundt med et stof, som han næsten kun selv kan overskue, og som han overskuer med en respektløshed, der mange år senere, med fatwaen i 1989, ændrede hans status fra fri til forfulgt.
Det er alt sådan noget, den fantastisk begavede Salman Rushdie kunne og kan, og når han er bedst, er han eminent, men når han, som her, er værst, bliver al den oprørskhed og al den lyst til at garnere sin tekst med mere eller mindre skjulte referencer til alverdens viden og visdom til noget, ja, studentikost. Interessant, bestemt.
Men at et litterært værk er interessant er jo for så vidt bedøvende ligegyldigt. Det må te sig, lige som det vil, må det, men det skal overbevise som litteratur. Ellers er det ligesom lidt lige meget, og det er det lidt her.
Men tillykke med prisen ...
Titel: »Grimus«. Forfatter: Salman Rushdie. Glimrende oversat af: Jakob Levinsen. Sider: 344. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.
