Kønsdebatten har længe trængt til et los bagi. Det leverer Morten Sabroe i en vellykket satire over mænd og kvinder, der er faret vild i deres eget køn.

»Libido« hedder romanen, og den minder stedvis om en gang Carl-Mar Møller møder Jette Hansen på syre. Sexistiske mandesvin møder rethaveriske feminister, og virkelig sur musik opstår. Samtidig er »Libido« et forsøg på en erotisk roman, i al fald har Sabroe lånt løs af klicheer og skabeloner fra »O’s historie«, Marguerite Duras’ »Elskeren« og ikke mindst »50 Shades of Grey«, som han kalder en dildo i tre bind.

Hvis »Libido« vil skabe ophidselse, vil det dog næppe være over de erotiske passager i stil med »Jeg så den glide ind i hende, den havde aldrig været så stor. ... Hendes fisse klamrede sig til min pik, den ville ikke slippe«, men over de lussinger, der langes ud undervejs – til eksempelvis kvinder, der kalder harmløs flirt for hverdagssexisme.

Lad os kigge lidt på coveret. Her ser vi en kvinde spændt op til lir, og det er jo enhver mands drøm. I »Libido« har kvinderne bare ikke lyst til én mand, de har lyst til flere, hvis de da ikke bedrager deres mænd med karrieren eller foretrækker hinandens selskab i militante feministiske bevægelser. Lige over kvindens trussekant står der »Adgang forbudt for angste mænd«, og det giver fin mening i en verden, hvor kvinder ikke længere er seksuelle rygsvømmere. De er enten liderlige predators, der spiser mænd til morgenmad, eller de er frigide, korthårede, kastrerende karrierekvinder. Hvis nogen husker 70er-sci-fi-filmen »Planet Earth«, hvor kvinder bruger mænd som sexlegetøj eller i bedste fald som sæddonorer, så er »Libido« skåret lidt over samme horrorlæst, i al fald: Manden er en truet race.

Vi følger tre mænd i 40erne. En af dem er Rune Rosenstok, chefredaktør på magasinet Mand til tiden og så overdådigt veludrustet, at kvinder må til genoptræning efter mødet med hans organ. Hans tilnavn er Stålpikken, og han er berygtet i feministkredse, dog for noget andet. Da han tiltrådte stillingen som chefredaktør, reserverede han forsiden til sig selv og poserede i cowboystøvler, slidte jeans og nøgen overkrop sammen med en topløs kvinde i snor og på alle fire. Det fik naturligvis landets kønsdebattører til at gå gakkelak, Deadline ringede, og ligestillingsministeren blev konfronteret med magasinet, hvis oplag eksploderede. Hvis Euroman gjorde det samme i morgen, ville reaktionerne formentlig være helt identiske.

Sammen med barndomsvennerne Daniel og Philip vil Rune genrejse den moderne mand. Redde ham fra at skubbe barnevognen omkring Søerne, fra maskulinitetens uværdige død i form af fædregrupper, bæreseler og blevask, mens konen er ham utro med sin karriere. Genrejsningen af manden efter den metroseksuelle mands håbløse nedsmeltning i modermælkserstatning skal konkret ske ved at invadere feministgruppen Nymfomaniacs’ ølejr og give lederen en solid gang, ja, gæt engang.

Måske ikke verdens mest revolutionerende plot, men alligevel overbevisende båret hjem i kraft af den rock’n’ roll, der er i Sabroes spermatisk spruttende pen. Samtidig løber der en fin undertone af sentimentalitet gennem »Libido«, der ikke kun handler om kønsdebatbalalajka og mænd og kvinder med hovedet oppe i eget køn, men også om det moderne menneskes hengivelse til selvrealisering og berømmelse – og hvor dét efterlader kærligheden.

Umiddelbart ikke noget kønt sted. Der er dog håb og mere puls og varme i Sabroes satire end i kønsdebatten. Mens ligestilling engang handlede om at skabe lige muligheder for mænd og kvinder, er den i dag degenereret til retten til at føle sig krænket. Det tager Sabroe pis på. Kønsdebatten har længe trængt til et los og til en mand med lidt humor. Så tak for det.

Læs stort interview med Morten Sabroe i MS søndag 10. november 2013.

Forfatter: Morten Sabroe Titel: Libido Sider: 256 Pris: 200 kr. Forlag: Politikens Forlag