Såret i Helmand

Det hører til sjældenhederne, at et menneske overlever et skud i hovedet fra en Taleban-snigskyttes våben.

Men det gjorde sergent Morten Mathiasen, da han blev ramt under spejdereskadronens kamp mod Taleban gennem mange dage i Musa Qala i Helmandprovinsen i 2006.

Det var danske soldaters første ildkamp, efter indsættelsen, og Morten Mathiasen blev den første, der blev livstruende såret i Helmandprovinsen. Nu har han skrevet en bog om sin tilbagevenden til tilværelsen. Bundet til en kørestol, javel, men et af de sjældne tilfælde, hvor vilje overvinder videnskab.

Selv om bogen handler om en sjælden skæbne, er dens fortælling universel. Den handler om de udfordringer, som mennesker stilles overfor efter en hændelse, der forandrer livet grundlæggende. Og så er den samtidig en barsk skildring af en veteranpolitik, der ikke var nået på omgangshøjde med de risici, som samfundet bad soldater om at udsætte sig for.