Maleriet på denne side er et mesterværk. Det er ikke tilfældigt. Oskar Kokoschka maler det i 1913. Han er vanvittig af kærlighed. Han vil opnå noget. Det, han vil have, er Alma Mahler, Wiens mest eftertragtede kvinde, enke efter komponisten Gustav Mahler. Hun har sagt til maleren, som hun er kæreste med, men heller ikke mere, at hun vil giftes med ham – men kun, hvis han skaber et virkeligt mesterværk. Fra den dag har han kun dette mål for øje. Han køber et lærred, som han skærer til efter præcis de mål, som hans og Almas fælles seng har: 180 gange 220 centimeter. Så maler han et billede, der forestiller Alma og ham. Billedet får sin titel, »Vindenes brud«, efter noget, der står i et digt af den geniale alkohol- og stofmisbruger Georg Trakl. Samme Trakl rullede rundt i atelieret, mens billedet blev malet.
Det går i det hele taget ikke stille for sig i 1913, skal man tro tyske Florian Illies’ kulturhistoriske krønike, »1913. Århundredets sommer«, der markerer 100-året for året ved at lægge særlig vægt på dets store kunstnere, og hvad der hændte dem. Thomas Manns homoseksualitet antydes det år kraftigt i en giftig anmeldelse, der er ved at slå ham ud. Et andet forfattergeni, Franz Kafka, er lige så vanvittig af kærlighed som Oskar Kokoschka, men kan ikke finde ud af ret meget andet end at skrive håbløse kærlighedsbreve. Maleren Emil Nolde rejser til Tysk Ny Guinea og spiser mange kokosnødder.
Jo, der sker meget i 1913, og Florian Illies skriver om det, der sker, med (sørg)munter pen. Han har det mod til at skære ind til benet, som kun den kan skrive med, der kender sit stof til bunds, og hvis man ikke har lidt styr på kunsten og kulturen i Centraleuropa og omegn i året, inden Verdenskrigen brød ud, vil man være lidt fortabt. Det bliver ikke forklaret, hvem Sigmund Freud eller Marcel Proust eller alle de andre var, det må man selv vide (eller slå op)., og Florian Illies forsøger heller ikke at sætte krigsudbruddet i 1914 i forbindelse med det, der skete i 1913. 1914 er så at sige bandlyst fra »1913«, hvilket afsnittene om August Mache er eksempler på: Den fremragende ekspressionistiske maler faldt ved fronten i september 1914, men i bogen hører vi kun om hans lykkelige 1913-sommer. Ingen antydninger af hans alt for tidlige død året efter.
Gør det alt sammen noget? Tværtimod. Denne henrivende arrogance, denne bevidste mangel på pædagogisk skæren-ud-i-pap, bidrager til bogens forunderlige lethed.
Hvad ellers? Florien Illies giver nøgterne oplysninger om europæiske nationers udgifter til oprustning, men disse fakta bruges ikke til noget. Der står også (lidt) om Lenin, Stalin, Hitler og andre forbrydere, der stadig havde deres værste år foran sig, men igen: Det handler om 1913, her og nu og måned for måned, ikke om det, der senere skete, og det er netop en af bogens styrker, at Florian Illies så frimodigt tør fravælge perspektiveringen. I stedet skriver han suverænt om det nære, og nogle gange digter han, for ellers kan han ikke i detaljer beskrive alle de konkrete ord og handlinger, der er med i bogen, men vi ved jo godt, at han digter. Det er en del af kontrakten med læserne.
At læse »1913« er kort sagt frydefuldt. Det er at blive mindet om, hvor rig kulturen var i Europa, lige inden den gamle verden gik amok. Det er også at blive mindet om, at verden ikke kun er storpolitik, men til enhver tid også mennesker, der lever, lider, elsker og dør. Med eller uden katastrofer lige henne om hjørnet.
Titel: 1913. Århundredets sommer Forfatter: Florian Illies (fornemt oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad) Sider: 320 Pris: 299,95 kr. Forlag: Gyldendal
