Sådan var det også i gamle dage

Der er en erotisk understrøm og et blik for en ændret magtbalance i Fay Weldons underholdende »Nye tider«, men nuancerne mangler.

Foto: Bax Lindhardt. Fay Weldon.
Læs mere
Fold sammen

Løssluppen humor, drive og et kritisk blik på klasseskel og snævre kønsroller findes der i Fay Weldons »Nye tider«, tredje og sidste bog i »Kærlighed og arv«-trilogien, der foregår omkring forrige århundredeskifte.

Under klasseskel og den tilsyneladende urokkelige magtbalance - også mellem kønnene - løber en erotisk understrøm. Den aristokratiske Dilberne-familie venter besøg af kong Edward VII og hans elskerinde, og forberedelserne er hektiske og indimellem smagløse.

Engelske Fay Weldon kan noget med mudder og modsætninger. I trilogiens første bind, »En passende aftale« var der tydelige modsætninger mellem silke og svinesti, og der blev lagt et lækkert klæde hen over drifterne. I »Nye tider« sker der meget i underskoven – konkret og i overført betydning.

»Se godt efter vrede kvinder i underskoven. Ingen af os kan vide os sikre længere«, som kongen veloplagt udtrykker det under jagten.

Det er kvinderne, der bringer de nye tider ind i billedet. Rosina, netop hjemvendt fra Australien som enke og »for intelligent til at blive tilfreds og lykkelig«, har skrevet en kontroversiel bog om aboriginernes seksualvaner og insisterer, trods sin mors modstand, på at få den udgivet.

Minnie, gift med Arthur Dilberne, er »aktivt ulykkelig«, hun lider under manglende opmærksomhed fra sin mand og flygter midlertidigt fra det byrdefulde og klaustrofobiske ægteskab, men indser, at hun trods alt elsker ham. Flere involverede må se virkeligheden i øjnene - også hvad angår forskellen på kortvarigt begær og mere langtidsholdbare følelser.

Med vanlig sans for den gensidige afhængighed mellem personerne upstairs og downstairs peger Fay Weldon på en ny magtbalance. Hun er fin i sin skildring af aristokratiets hæmningsløse brug af de ansattes intime viden, ikke mindst om livet i andre huse, og samtidig er der et begyndende kvindeoprør med opbrud fra traditionelle kvinderoller og ønsker om selvrealisering.

En skarp tone mod hierakier

»Nye tider«, som er nærmest filmisk bygget op, kaster et skarpt blik på snobberi og dobbeltmoral. Vi bliver vidne til hierarkier, som smuldrer, og traditioner, der vakler, og historien er levende og smidigt fortalt.

Men man savner nuancer i persontegningen, og vi får ikke lov til at komme helt ind bag forhænget, når dominobrikkerne for alvor falder. Fay Weldon spidder egoisme og snæversyn, samtidig med at hun peger på værdien af solide følelser, og man sidder flere gange undervejs med et smil i mundvigen over de rammende replikker og beskrivelser.

Men man ville sætte sig endnu bedre til rette i sædet, hvis forfatteren havde brugt mere energi på at beskrive de sammensatte overvejelser hos de kvindelige personer, som hun tilsyneladende forstår så godt. Det ville ikke ødelægge fortællingens erotiske understrøm.