Forfatteren og forfatterskabet. Det er klogest at se dem som sådan, som to adskilte størrelser. Også selv om tiden er til biografiske læsninger.
Astrid Lindgren er som alle andre geniale forfattere blevet udsat for biografismen og dens kvalificerede gætværk, der nok kan være underholdende, men i sidste ende er og bliver dét: Kvalificeret gætværk.
Men der også noget andet i spil, når det gælder Lindgren. For det er, som om bøgernes universer og karakterer har påvirket synet på hende som menneske. Altså en slags omvendt bevægelse i forhold til biografismen, hvor »Brødrene Løvehjerte«, »Mio, min Mio«, »Pippi Langstrømpe«-bøgerne og alle de andre knuselskede historier har forstærket forestillingen af hende som humanisten, den frie sjæl, rummeligheden selv.
Det tænker jeg efter at have læst »Krigsdagbøger 1939-1945«, der udkom sidste år i Sverige og nu foreligger på dansk og på flere leder nuancerer billedet af Lindgren. Men først lidt om den dagbog, hun i krigsårene gemte nederst i en vasketøjskurv i Vulcanusgatan i Stockholm, hvor hun boede med sin lille familie.
Ingen forventede, at Lindgren skulle føre krigsdagbog. Hun var stadig ukendt, og Bornniers Forlag havde endnu ikke takket nej til det første Pippi-manuskript.
Men hun førte dagbogen med samme nidkærhed som en krigsgeneral, og som forfatteren Kerstin Ekman skriver i sit forord, er »Det sært at tænke på, at denne 32-årige hjemmegående husmor og kontorist med stort alvor påtager sig den samme form for opgave, men kun for sin egen skyld og for at få klarhed over, hvad der skete.«
Det sidste er nok sandt. Alene dét, at hun på siderne med den karakteristiske håndskrift har klistret avisartikler om krigens udvikling ind, vidner om et forsøg på at holde styr på det eksterne og ad den vej måske også på det interne; på den frygt og angst, som krigsudbruddet hvirvler op i hendes indre.
Krigens kvindelige ansigt
For en læser med kendskab til Anden Verdenskrig er det begrænset, hvor interessante beskrivelserne af frontbevægelserne er. Om Hitler vil lykkes med at indtage Paris er eksempelvis ikke et spændingsmoment, sådan som det selvsagt var det for Lindgren.
Nej, der, hvor krigsdagbøgerne rejser sig, bliver interessante, er i det signalement af Lindgren, der træder frem af de mere private afsnit. Som når hendes ægteskab med Sture Lindgren forværres. »Et helvedes halvt år har jeg haft den sidste halvdel af 1944«, skriver hun, mens det altså begynder at lysne for De allierede.
Men den storpolitiske medgang kan ikke lindre den private modgang, og det er tydeligt, trods de omhyggelige krigsbeskrivelser, at det hjemlige betyder mest for Lindgren. Som hun skriver et sted: »Også jeg er taknemmelig; jeg forsøger minsandten at bevæge Gud med min taknemmelighed, så han også i fremtiden skal holde hånden over mig og mine.«
De nærmeste. Familien. Hjemmet. Gud. Der er lysår fra Pippis anarki til denne småborgerlighed, og den synes faktisk også i spil, når Lindgren, ret ekstremt, skriver, at »man må holde med Tyskland mod Rusland«.
Hun foretrak altså Hitlers vision frem for Stalins. Men hvad Stalin stod for var også et regime, hvor ikke bare Gud, men også ejendomsretten var afskaffet. Dermed ikke sagt, at Lindgren kunne lide Hitler. »Det er en skam, at ingen skyder Hitler«, skriver hun, og det, hun håber på, er, at nationalsocialismen og bolsjevismen – som dragen Katla og lindormen Garm i »Brødrene Løvehjerte« – går under med hinanden og lader verden fri.
Mens de slås, sidder Lindgren i det neutrale Sverige med dårlig samvittighed, og 1. juledag, 1945 skriver hun: »Dette er den første fredsjul – og her er forskellen ikke stor, vi har jo levet i overflod hele tiden.«
Dette års nobelpristager i litteratur, hviderussiske Svetlana Aleksijevitj, har skrevet et værk med titlen »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt«. Lindgren gav den et ansigt.
Ikke fra krigsfronten, men fra hjemmefronten. Som humanist og frisindet, som vi kender hende. Men også som småborger og kyniker. Sammensat. Som alle os andre. Det er måske den vigtigste lære af »Krigsdagbøger 1939-1945«. At Lindgren var så sammensat. Men på den anden side: Selvfølgelig var hun det.
Titel: Krigsdagbøger 1939-1945. Forfatter: Astrid Lindgren. Oversætter: Kina Bodenhoff. Sider: 368. Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal.
