En roman om et tre år langt selvmordsforsøg er i sagens natur ikke opmuntrende læsning, også selv om Mette Jensen Hayles både besidder en vis humoristisk sans og samtidig åbner for håb midt i håbløsheden i »Nogle dage elsker hun mig mest«. Samlet set er det barsk læsning, og man skal som læser kunne udholde smerten ved at følge hovedpersonen, Ernsts, totale nedsmeltning fra veletableret familiefar til alkoholopløst døende.
Ernsts historie er en forfaldshistorie om en mand, der mister grebet om sig selv og sit eget liv og ender på intensiv med blodet sivende ud af de fleste kropsåbninger, leveren og nyrerne sat ud af funktion og hjernen på stand-by. Det er historien om denne ene mand, der kunne være forfatterens alter ego, men det er også historien om alle de mange danskere, der ender samme sted – og en advarselshistorie om de mange af resten, der bevæger sig på grænsen. Det er historien om en helt almindelig dansker, der langsomt drukner sig selv i alkohol, og som – i dette tilfælde – reddes af sin familie.
Ernst har ellers alt. Han har fundet sammen med kvinden i sit liv, har fået to, senere tre skønne unger, bor i et dejligt hus, har et godt forhold til sin mor, en spændende karriere som arkitekt og kompagnon i et velkørende firma, og så er han tilpas charmerende og lækker til at kunne score de kvinder, han vil i det åbne forhold, som han og hustruen Ida har valgt at have.
Alligevel slår han sig på flasken, uden at der egentlig gives en entydig forklaring på det. Hyggedrikkeriet udvikler sig, de nydelsesfulde glas vin bliver til flere, de suppleres med vodka, og smugdrikkeriet og (selv)bedraget tager over. Undervejs får han advarsler både fra sin egen krop men også fra Ida, og da han til sidst bliver smidt ud af familiens fælles liv og sidder alene i en lille lejlighed på Vesterbro, tager nedturen for alvor fat. I en kombination af afmagt og selvmedlidenhed opgiver han kampen, og det er kun fordi Ida (endnu engang) kommer ham til undsætning, at han indlægges og - måske - reddes.
Mette Jensen Hayles sidder solidt på sin hovedstol og deler ud af de erfaringer, hun selv har gjort sig som tidligere alkoholiker. Det gør hun godt, og hun formår på fineste vis og med et til tider rasende godt sprog at bearbejde det personligt smertelige litterært.
Ernst historie fortælles gennem flere spor, hvor fortid og nutid, virkelighed og komatøse forestillinger vikler sig ind og ud af hinanden, og hvor alkoholikerens tvivlsomme omgang med fakta hele tiden ligger som et blafrende ligklæde over sandheden. Dette krydres med tørre og skræmmende afslørende uddrag fra lægejournalen og af en slags kapitelopsummerende digte, der dog ikke alle rammer den lyriske skive lige rent.
»Nogle dage elsker hun mig mest« er tankevækkende og mestendels tungsindig læsning. At den, især i første tredjedel af bogen, også bliver tung, skyldes først og fremmest, at den med sine godt 650 sider er for lang. For selv om en del af forcen er med-gennemlevelsen af den langvarige nedtur, så banker denne trummerumlen lidt for meget ind i den litterære kvalitet, som bogen besidder. Det er synd, for med plus-minus 150 sider færre havde dette været et brag af en dødsdragende kærlighedshistorie.
Titel: »Nogle dage elsker hun mig mest«. Forfatter: Mette Jensen Hayles. Sider: 658. Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal.
