Sådan overlever man Helvede

»Glimt af håb« handler om en litauisk piges og titusinder af landsmænds skæbne under Anden Verdenskrig. Det er en gribende fortælling om menneskelig ukuelighed. Men det er ikke stor litteratur.

»Glimt af håb« af Ruta Sepetys er en hyldest til kærlighed mellem mennesker og sammenhold i en umenneskelig situation. Fold sammen
Læs mere
Foto: SØREN BIDSTRUP

For nogle år siden var jeg i Vilniu. På et tidspunkt krydsede jeg en stor plads med en imponerende bygning. Som jeg så spurgte til.

Jeg havde mest spekuleret på, hvem arkitekten var. Men vores nye bekendtskab fortalte, at det var domkirken. »Nåh ja, tilføjede han. »Det var der, kommunisterne engang korsfæstede ærkebiskoppen. Når han besvimede, smed de koldt vand på ham for at holde ham ved bevidsthed. Bad times, bad times. Now good times. Let’s go get some vodka. Davaj, davaj.«

»Davaj, davaj« lyder det også fra en af de første sider i Ruta Sepetys’ roman »Glimt af håb«. Og hele bogen igennem. Det er de ord, det sovjetiske sikkerhedspoliti bruger, når det kommanderer mennesker ud af deres hjem og væk fra deres by, op til Sibirien, ud på roemarken og i gang med at hugge brænde eller begrave de døde i Sibiriens frosne jord, når der er tid til det.

»Glimt af håb« begynder i Litauen i 1941 og fortæller historien om 15-årige Lina, der sammen med sin mor og sin lillebror bliver hentet af NKVD, samlet sammen med mange tusinde andre og fragtet med tog i kreaturvogne seks uger til deres første arbejdslejr. De, der dør undervejs, bliver hver morgen smidt ud af vognene efter ordre fra soldaterne.

Det var frygteligt for ærkebiskoppen – men det er værre for de mennesker, der efter fuldstændigt umenneskelige lidelser når frem til arbejdslejrene. Bogen er væg-til-væg, loft-til-gulv fyldt med misbrug, vold, mord, fornedrelse af mennesker, så man tænker: Kan det virkelig passe? Er det ikke bare ondsindet vestlig propaganda? Er der nogle, der kan få sig selv til at udsætte andre mennesker for den behandling? Er der nogle, der kan overleve den?

Hyldest til kærlighed

Desværre ved vi fra så mange andre beretningerne gennem tiderne og alene fra dokumentationen af koncentrations- og udryddelseslejre i det 20. århundrede, at ja, det kan passe. Mennesker kan opføre sig sadistisk og ondskabsfuldt, når der indordner sig eller går i en totalitær ideologis tjeneste.

Det går altid galt, når individer i tilstrækkeligt stort antal underkaster sig en altforklarende tilværelsestolkning eller samfundsmodel - og netop ophører med at være individer til fordel for at tjene noget, der er større end dem selv.

Nogle kan så overleve. Dem er dem, der er hovedærindet for bogen, for de er billedet på, at mennesket ikke kan kues. Ikke helt.

»Glimt af håb« er blevet til på baggrund af interviews med overlevende og efterkommere af Stalins store udrensning i Litauen, hvor op mod 370.000 indbyggere blev tvangsforflyttet. Beretningerne er derefter omarbejdet til en roman, og det er ikke en roman, der er kendetegnet af store litterære kvaliteter.

Ikke som man kan finde dem hos for eksempel Solsjenitsyn eller i en roman som Richard Flanagans »Den smalle vej til det dybe nord«, der udkom i fjor og er beretningen om, hvor fornedrende og brutalt nogle australske krigsfanger blev behandlet af vogterne i de japanske fangelejre i Burma.

Men »Glimt af håb« er også konstrueret, så den er fortalt ud fra en 15-årig piges synsvinkel. I et enkelt, opdateret sprog, der er nutidigt, og uden mange højstemte æstetiske greb, men med et umiskendeligt drive i fortælleformen, der gør det svært at lægge bogen fra sig.

Romanen er en hyldest til kærlighed mellem mennesker og sammenhold i en umenneskelig situation. Den er beretningen om en brutal behandling af et lille land med en uheldig geografisk placering. Man kan kun håbe for et land som Litauen, at det aldrig sker igen. Og at det bliver ved med at være »good times«.

Titel: Glimt af håb. Forfatter: Ruta Sepetys. Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild. Sider: 350. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.