Sådan er livet i virkeligheden

I »Vinternoveller« skriver norske Ingvild H. Rishøi frostklart om kriser og socialklasser.

Foto: Fredrik Asbjørnsen. Ingvild H. Rishøis »Vinternoveller« er både billedrigt og stramt skrevet.
Læs mere
Fold sammen

Virkeligheden er ikke den samme for nogen af os. Vi bærer forskellige erfaringer, følelser og niveauer af selvtillid med ind i den. For nogle er den en leg, for andre en kamp og en evig afkodning af tegn, der ikke er til at forstå.

Som nu Thomas og Live i »Den rigtige Thomas«, den mellemste af de tre tekster i Ingvild H. Rishøis »Vinternoveller«. Her har Thomas forladt fængslet og er trådt ud i byen »med sengetøjsforretninger og psykologer og lyskryds«.

Og nogle gange ringer Live. Hun lever i samme by, men i en helt anden virkelighed. Hun er veluddannet, hører NRK Klassisk og holder avis. Men nogle år tidligere krydsede hendes vej Thomas. På en karaokebar. De gik sammen hjem, og en tid efter ringede hun og spurgte, om han var »Den rigtige Thomas«.

Hun havde været på karaokebaren fire aftener i træk og spurgt gæsterne, om de kendte ham. Hun havde ringet til andre, der hed Thomas, men ingen af dem var dén Thomas. Men da han bekræfter, at han er ham, hun leder efter, fortæller hun, at hun er gravid.

Siden da har deres virkeligheder være uløseligt forbundet, og selv om sønnen Leon er deres fælles kærlighed, er der uendeligt meget, der ikke passer sammen, der adskiller dem.

Klassetemaet er også tydeligt i de to andre noveller.

I »Vi kan ikke hjælpe alle« er en ung mor på vej hjem i det iskolde vintervejr med sin lille datter, der har tisset i bukserne. Men der er ikke råd til både busbillet og et par nye, tørre trusser. Det er enten-eller, og da en tigger spørger, om de kan undvære nogle mønter, synes pigen, han skal have lidt. Moren siger, at »Penge aldrig er småpenge« og »Vi kan ikke hjælpe alle«, og forventer heller ikke, at nogen skal hjælpe hende ud af dilemmaet. I stedet går hun ind i en tøjforretning og forsøger i prøverummet at få alarmen af et par trusser.

Medmenneskelighed i kulden

Hvordan det ender, skal ikke røbes her, det skal bare konstateres, at »Vi kan ikke hjælpe alle« også er en fortælling om klasser og magtforhold, ligesom den sidste novelle, »Søskende«, hvor en pige er på flugt fra hjemmet og børneværnet. Hun frygter, at søskendeflokken vil blive splittet og ende i hver sin plejefamilie. Derfor den fortvivlede færd op til en hytte med en fordrukken fars penge i lommen.

I alle tre noveller er der også en mere eller mindre udtalt desperation i spil. Det er indimellem barskt, hudafskrabet, andre gange bare uendelig sørgeligt at være vidne til, men hele tiden skrevet i noget nær fuldendt balance på den linje, der skiller sentimentalitet fra kynisme.

Rishøis sprog er på én gang stramt og billeddannende; der økonomiseres med ordene og ikke mindst adjektiverne i sætninger, der står frostklare som den vinter, karaktererne kæmper deres kampe i. Her er, i såvel sprog som atmosfære og tematik, mindelser om norske Per Petterson og danske Jonas T. Bengtsson.

Men hvor kulden gør luften blank, og ånden står som »røg« om mundene på Rishøis karakterer, så er der også medmenneskelighed at spore i den Brageprisbelønnede, meget velfortalte »Vinternoveller«. Eller nåde, om man vil.

Der er håb og hjælp at få, når det ser sortest ud, og mennesker er ikke onde. De lever bare i forskellige virkeligheder. Én af dem er skabt af dannelse, en anden i et fængsel. Én er skabt af magt, en anden af afmagt. Én er skabt af penge, en anden af fattigdom. I Norge. Et af verdens rigeste og mest lige lande. Som Danmark.

Titel: Vinternoveller. Forfatter: Ingvild H. Rishøi. Oversætter: Jannie Jensen. Sider: 168. Pris: 228 kr. Forlag: Batzer & Co.