Sådan er det at være anderledes

Tyske Sibylle Berg fortæller iskoldt om, hvor grusomt menneskene behandler dem, der stikker ud.

»Tusind Tak for Livet« af Sibylle Berg. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som læser tænker man, at titlen på tyske Sibylle Bergs roman »Tusind tak for livet« er dybt ironisk ment. Spørgsmålet er, om det også er sådan bogens mærkelige hovedperson, Toto, ser på det?

Ligefrem »tusind tak« synes Toto måske ikke, man kan sige. Men trods alt det brutale, lede, forhånende, han udsættes for gennem livet, møder han vedvarende verden med venlighed. Selv da en sclerosepatient fra det plejehjem, han kortvarigt har arbejdet på, flytter ind i den lille lejlighed, tager sengen og efter kærlig pleje udånder med et »gå væk, dit ækle misfoster«, tager Toto bare imod.

Hvorfor misfoster? Fordi Toto i den kolde sommer 1966 fødes som »en ingenting«, som lægen kalder det, ikke engang rigtig tvekønnet er han. Han bliver fra starten betragtet som et udskud, moderen er gennemalkoholiseret, og Toto ryger på børnehjem, hvor hans liv som isoleret og prügelknabe tager fart.

»Tusind tak for livet« er koldere end is. Der er ingen forsonende elementer. Hver gang man tror, at her er der måske en venlig sjæl, så brydes håbet i næste afsnit eller linie.

Toto fødes i et unavngivet kommunistisk land i Nordeuropa, læs: DDR. Et koldt regime, hvor alle skal være ens - tøj, udseende, arbejde og familieliv - og alle bliver ulykkelige. Ved et tilfælde, og fordi han tror, han har fundet venner, kommer Toto til Vesten.

Ved grænsen mellem realisme og fantasi

Efterhånden som Totos mærkelige historie og skæbne rulles op, bliver det mere og mere klart, at Totos anderledeshed er lige forhadt og virker lige provokerende, uanset om han er blandt folk i et kommunistisk diktatur eller i et ellers udadtil tolerant vestligt land. Den grusomme pointe med Totos skæbne er, at vi alle stræber efter ensretning.

Mennesker, der stikker ud, skaber agressioner. Der er ikke råd til den forstyrrelse, de er i vores velordnede, logiske verdensbillede.

Mest frysende er måske beskrivelsen af nutiden - og fremtiden, eftersom Toto først dør i 2030, som kvinde. Hun udstødes konstant fra sine boliger og jobs, alene fordi hun stikker ud fra normaliteten, og i en verden, hvor alle skal performe på topniveau 24-7, bliver folk nærmest agressive, hvis noget forstyrrer dem.

Romanens univers og Totos usårlighed har mindelser om de gamle folkeeventyr. Men uden nogen form for lykkelig slutning. Ordene strømmer ud af bogen, der er et hav af mennesker, små og store begivenheder, og det bliver indimellem lidt for meget, for massivt, når romanen opererer i en glidende blanding af kynisk realisme og fabulerende fantasiunivers.

Det er i beskrivelsen af mennesket i skrællet form, at Sibylle Bergs roman gør størst indtryk. Fordi den tvinger én til en selvrefleksion, der ikke er entydigt behagelig.