Sådan bliver en bestseller til

»Sandheden om Harry Quebert-sagen« er et stykke imponerende underholdningslitterært konstruktions- og tilskæringsarbejde.

Den endnu ikke 30-årige schweiziske forfatter Joël Dicker har skrevet en mastodont af en succesroman, »Sandheden om Harry Quebert-sagen«, der er solgt til udgivelse i et halvt hundrede lande, og som pikant nok har en ung, succesrig bestsellerforfatter som hovedperson: »Hele New York var vild med min bog – den var udkommet to uger tidligere og tegnede allerede til at blive årets absolutte bestseller på det amerikanske kontinent.« Dét ligner da en bestsellerforfatters selvsikre lancering af en roman om en bestsellerforfatter!

Joël Dickersbog er et stykke imponerende underholdningslitterært konstruktions- og tilskæringsarbejde, gjort af det samme populærstof som for eksempel Dan Browns »Da Vinci-mysteriet«. Den har lidt af det hele. Kriminalromanens puslespilsindviklede mordgåde, den ulykkelige kærlighedshistories romantik, den psykologiske romans karakterstudie, den amerikanske provinsbyskildrings udlevering af småborgerlig bornerthed og minsandten også kunstnerromanens overvejelser om den gode bogs sande væsen og virkemidler. Joël Decker har samlet alle ingredienserne, snittet dem behændigt til og hældt det hele op i den store underholdningsgryde for at røre godt rundt og tilsætte forskellige finere krydderier i form af inspirationen fra for eksempel maleren Edward Hoppers amerikanske scenerier, filminstruktøren David Lynchs Twin Peaks-stemninger og forfatteren Vladimir Nabokovs Lolita-motiv.

I det allermest kortfattede og forenklede referat handler »Sandheden om Harry Quebert-sagen« om en ung succesforfatter, Marcus Goldman, der søger stof og inspiration til sin bog nummer to. Da hans lærer og vejleder Harry Quebert anklages for mordet på en 15-årige pige med det Lolita-klingende navn Nola, tager han til den arketypiske amerikanske provinsby Aurora for at komme sin gamle universitetslærer til undsætning og finde sandheden om Nolas forsvinden 33 år tidligere.

En rød tråd i romanen er læremesterens råd til den unge forfatter om skabelsen af en bestseller. Et af rådene går i al sin enkelhed ud på at holde »læserens opmærksomhed fanget helt til det sidste. Det er ligesom at spille kort – du skal gemme et par trumfer til sidst.«

Hvis rådet ikke ligefrem kvalificerer til den litteraturteoretiske sværvægtsklasse, så er Joël Dicker til gengæld en dreven litterær kortspiller med en imponerende fingerfærdighed og et helt indlysende talent for kapitel efter kapitel at give sin romanhandling et nyt overraskende tvist og spille sine trumfer så effektivt ud, at spændingen holdes vedlige samtlige bogens mere end 700 sider igennem. Hele tiden leger han ganske raffineret med forholdet mellem fiktion og virkelighed, og han spiller på alle de forskellige genrers heste, men der er ingen tvivl om, at hans bog er mere fængslende som kriminalroman end som skildring af de store følelser. Som et bonustema fungerer satiren over medievirkeligheden og ikke mindst over markedsføringen af en bestsellerroman helt fint.

Noget litterært mesterværk er »Sandheden om Harry Quebert-sagen« ikke, men som gennemført professionel og veldrejet underholdning har Dickers bog klart bestsellerpotentiale. Resten er – hvis man tager romanen på ordet - mest et spørgsmål om markedsføring.